Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ansøgninger til TEKO stiger med 30 pct.

Den store stigning i antallet af ansøgere vækker stor glæde hos TEKO, der især får ansøgere fra andre uddannelser.
Den store stigning i antallet af ansøgere vækker stor glæde hos TEKO, der især får ansøgere fra andre uddannelser.

VIA University College’s designuddannelser oplever i år endnu flere ansøgere end i fjor. Tæt på 1.000 ansøgninger er netop modtaget, hvilket svarer til over 30 procent flere end i 2011. Det skriver aoh.dk.

Konkret har Teko i år modtaget 662 ansøgninger om en studieplads på uddannelsen til designteknolog mod 530 ansøgninger i fjor. Det svarer til en stigning i antallet af ansøgere på 25 procent.

Til uddannelsen som professionsbachelor i design & business har Teko i år modtaget 295 ansøgninger mod 190 sidste år, hvilket svarer til en stigning på over 55 procent.

Til uddannelsen som professionsbachelor i tekstildesign – håndværk og formidling har TEKO i år fået stort set samme antal ansøgninger som i fjor, nemlig 37 i år mod 36 sidste år.

”Vi er rigtig glade for, at der er fremgang i interessen for vores designuddannelser. Vi kan se, at en stor del af ansøgerne til Tekos professionsbacheloruddannelser kommer fra andre uddannelser, og det viser jo, at vore uddannelser prioriteres hos mange unge,” siger Anne Mette Zachariassen, direktør for Vias designuddannelser.

Hun mener også, at den store søgning til Tekos designuddannelser er en udløber af, at det går godt i blandt andet mode- og møbelbranchen, som er blandt Danmarks største eksporterhverv og dermed brancher, som unge finder det attraktivt at komme til at arbejde i.

Kilde: Aoh.dk
Billede: TEKO AW12-show