Anmeldelse: Spon Diogo AW12

Køen var lang foran Rådhuset, hvor Spon Diogo holdt hof. Og ikke helt tilfældigt; duoen Mia Lisa Spon og Rui Andersen Rodrigues Diogo er nemlig dette års vindere af Max Factor New Talent Award, og har dermed fået mulighed for at holde showet kvit og frit. Der har stået en jury bag valget af duoen – men også befolkningen har kunnet stemme; en mulighed mere end 100.000 danskere har benyttet sig af.

Spon Diogo var væk fra den københavnske modeshowkalender sidste år, da der i stedet skulle prøves kræfter med modeugen i Paris. Og man kan efter showet godt slå fast, at det er rart at have parret tilbage på den københavnske modescene.

For de kan noget ganske særligt, Spon Diogo, og de gør det godt. Deres sorte, dystre, minimalistiske og sexede univers bød ikke i samme grad på hardcore 80’er-powerkvinder som tidligere, selvom der stadig var både skulderpuder, stramme nederdele og tårnhøje hæle.

Kollektionen var denne sæson navngivet Incandescent. Selvom overvægten af kollektionen stadig var holdt i sort, var det en fornøjelse at se en række farveindslag denne gang: en påtrængende rød, en dyb lilla, en støvet, metallisk blå, lidt guld, en dyb skinnende blanding af aubergine og bronze og – som indledning – en grålig camel.

Med en nærmest alien-agtig hårdhed kom den første model på runwayen i en højhalset kjole, kortere foran end bagtil (en detalje, der gik igen i hele kollektionen), med højtsiddende hestehale og attitude.

Det gråbrune fyldte de første par indgange, hvoraf især skal fremhæves et stort, modigt gyldent skørt – det var nyt fra Spon Diogo. Langt størstedelen er stadig kropsnært og velsiddende, og der var også de genkendelige gennemsigtige skjorter.

Derefter fulgte signaturfarven sort: et par højtaljede læderbukser med perfekt pasform vidner om, at Spon Diogo har skruet hænderne ordentligt på og er dygtige konstruktører, mens et par posede af slagsen virkede sært klodsede, i sammenligning med det taljerede, kropsnære og tætte.

[[addon]]
De skarptskårne jakker var sikkert udført – enten i filt eller i skinnende sort, et af kollektionens bedste materialer. De alsidige jakker afspejler et større kommercielt sigte. Ikke at Spon Diogo er blevet allemandseje – det kræver stadig en slank krop og en god portion attitude at bære størstedelen af kollektionen, men især med overtøjet er der alligevel tale om et mere alsidigt udtryk end før, holdt inden for en genkendelig referenceramme – smart, hvis brandet skal sælge fra flere døre.

Et tyndt sort læderskørt flød flot bølgende efter modellen, stramme nederdele fungerede overordnet godt, om end de lidt ballon-agtige af slagsen ikke var helt skarpt skåret og bulede ud foran på en ikke så hensigtsmæssig måde. Korte som lange kjoler er opmærksomhedskrævende, ligegyldigt om de er gennemsigtige eller ej, og bukserne er en historie for sig. Et par stramme i den metalliske blå var et af kollektionens allerbedste indslag.

Med 36 indgange var der tale om et relativt langt Spon Diogo-show. Men en af grundene er blandt andet, at man denne gang havde valgt at lade modellerne gå langsommere ned af podiet. Tidligere shows har budt på aggressiv musik og modeller der trampede af sted med lynets hast. Denne gang var der en anderledes rolighed over modellerne selvom styling og tøj stadig trænger sig på. På den måde er showet sigende for brandet, for tilbage på hjemmebanen med Incandescent virker det som, Spon Diogo har fundet hvile i sig selv.