Christian Louboutin åbner europæisk webshop
Christian Louboutin åbner sin første europæiske webshop i løbet af 2012Nu kan også danske Christian Louboutin-entusiaster uden for hovedstaden glæde sig til at kunne købe de eksklusive sko på nettet. Christian Louboutin, der for nyligt slog dørene op til sin første danske butik i København, åbner nemlig europæisk webshop i løbet af 2012.
Ud over at de europæiske kunder for første gang får mulighed for at købe Christian Louboutins sko online, vil onlineshoppen også tilbyde sko, der ikke kan købes andre steder.
Åbningen falder sammen med mærkets 20-års-jubilæum og 20-året for lanceringen af deres første butik i Paris i 1992.
Og for netop at fejre onlinebutikkens lancering i Europa og samtidig hylde Online Fashion Week planlægger luksusbrandet at donere et beløb for hver person, der ”liker” opslaget om det velgørende formål på Christian Louboutins facebookside.
Pengene går til The Starlight Childrens Foundation, der specialiserer sig i at gøre hverdagen lysere for meget syge børn og deres forældre.