Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Mød Leyla Piedasyesh – kvinden bag Lala Berlin

FashionForum.dk mødte designeren, forretningskvinden og alt-muligt-damen til en snak om samarbejder, usikkerhed, og hvordan det hele startede med at strikke.
FashionForum.dk mødte designeren, forretningskvinden og alt-muligt-damen til en snak om samarbejder, usikkerhed, og hvordan det hele startede med at strikke.

Man kan se, at hun tænker ud af boksen på lang afstand. Et par grålige leopardprikkede bukser, skrigende pink strømper og et par smalle herresko i slangeskind. Slagkraftig, kan man kalde hendes udstråling. Hun afslutter gerne hvert svar med et ”hvad synes du?” og vurderer ens svar længe. Hun er beslutsom, ved hvad hun vil – og hvad hun vil høre. Kvinden, der sidder på gelænderet i Lala Berlin-butikken på Gl. Mønt, grundlagde, skabte og er Lala Berlin – det tyske, prisvindende mærke, der er på vej til at vokse sig endnu større.

”Jeg vil gerne lave business, jeg er forretningskvinde og kan sagtens håndtere det finansielle, men penge siger mig ikke rigtig noget. Jeg er ikke til salg for enhver pris, men hvis man finder den rette investor, der tror på projektet, vil jeg gerne kigge på en ekspansion, slår hun fast.”

Konsolidering, ikke stagnation
For selv om opskriften på den gode drøm sagtens kunne hedde investor + herretøj + børnetøj = større virksomhed, skal Lala Berlin kunne holdes i en organisk udvikling, mener hun.

”Jeg kigger lidt inaktivt efter en investor. Det er svært at finde en, der har hjerte for det, man laver. For mig handler det om at beholde den rette ånd og lave et godt produkt – til så mange mennesker som muligt,” siger Leyla Piedasyesh.

Måske er det en af grundene til, at designeren har allieret sig med den italienske skoproducent Unützer Venice for at lave en række – i øvrigt godt sælgende – sko og stiletter til Lala Berlin.

”Samarbejder er gode, når man arbejder med nogle, der er kompetente i stedet for at presse sig selv til at gøre noget, man ikke får noget rigtig godt ud af. Jeg vil hellere holde tingene lidt nede, end gå for hurtigt frem. Det handler ikke om stagnation, men om konsolidering,” siger den iranskfødte designer og forretningskvinde.

De danske naboer

Udover flagskibsbutikken i Berlin og salget i over 150 butikker verden over, har mærket én anden fritstående Lala Berlin-butik,. Den ligger i indre København, åbnede i juli, og er central for væksten hos mærket.

”Det danske og skandinaviske marked er vores andet største marked efter Tyskland, og eftersom det gik godt i Danmark, åbnede vi butik her. Det er vigtigt at have et godt forhold til forbrugerne hos vores naboer i Danmark. Der er lidt af samme mentalitet, selvom danskerne er meget mere fashionable end tyskerne. Bare tag et blik på gaden,” griner Leyla Piedasyesh, og kigger over mod et par, der kigger på vinduer hos butikken Storm.

At arbejde omvendt
Leyla Piedasyesh er ikke uddannet designer. Hun kom fra et job hos MTV i Tyskland, men blev træt af tv-branchen, begyndte at strikke – og kunne kort efter præsentere sin første Lala Berlin-kollektion. Og det er meget sigende for designeren, der godt kan tænke omvendt.

”Alle de ting, jeg tidligere har lavet, er blevet samlet i viden og inputs, som er brugt til at styrke firmaet og den organiske vækst,” fortæller hun.

Efter grundlæggelsen i 2004 og den efterfølgende voksende popularitet, lancerede Leyla Piedasyesh i 2009 Atelier Lala Berlin, der fungerer som en dyrere og mere eksperimenterende linje til grundlinjen.

”Atelieret fungerer som et laboratorium, hvor mine ansatte og jeg kan teste og afprøve ting og ideer, der ikke er så kommercielle. Det er håndsyet, dyrere materialer og følger vores lyst. Vi tænker ikke så meget over, om det sælger – hvilket det gør – så vi gjorde det lidt omvendt, startede lidt kommercielt, og lancerede derefter noget dyrere i butikkerne.”

 

Den immanente usikkerhed
Talen falder på modens flygtighed, kravet om hurtigere, flere og større kollektioner, og hvad det betyder for modebranchen.

”Jeg tror, mange af de store designere lever med et pres, men også med en sensitivitet og en tvivl. Jeg tvivler dagligt på, hvad jeg laver, på hvor verden går hen. Men jeg synes tvivl er vigtig – ligesom kritik,” siger hun og peger på, at alt ikke kun tilfalder designerne.

”Jeg håber, at folk får et bedre forhold til forbrug. Ingen har en idé om god kvalitet, masserne er ligeglade, og de behandler ikke tøjet godt nok. Alle laver overproduktion for at få gode priser. Det er lidt samme koncept som med finanskrisen – på et tidspunkt crasher det, og så skal der ske noget med modeindustrien. Jeg ved endnu bare ikke hvad.”

Billede: Lala Berlin AW11