Gap lukker 190 butikker
Gap lukker mere end en femtedel af deres amerikanske butikker i løbet af de næste to år. Inden 2014 vil der således være skåret ca. 190 butikker af porteføljen på hjemmemarkedet.Gap lukker mere end en femtedel af deres amerikanske butikker i løbet af de næste to år. Inden 2014 vil der således være skåret ca. 190 butikker af porteføljen på hjemmemarkedet, der efterfølgende vil tælle omtrent 700 butikker. Til gengæld planlægger den amerikanske kæde en stor ekspansion uden for hjemlandet – med særligt fokus på Kina. Dt skriver TextilWirtschaft og WWD.com.
Gap ønsker nemlig at tredoble antallet af butikker til 45 alene i Kina. Over hele verden forventes kæden at fordoble antallet af butikker og således havne på 400 internationale franchises ved udgangen af 2012.
Virksomheden har planer om i løbet af de næste tre år at øge omsætningen internationalt, så en tredjedel af salget i fremtiden falder uden for USA og Canada. Lige nu tegner resten af verden sig for 22 pct. af omsætningen.
”Jeg skal være den første til at sige, at vores butikker ikke har omsat med den konsekvens, der er nødvendig for at give den brand-oplevelse, som vi ønsker at levere,” siger Arthur Peck, der er præsident for Gaps forretning i Nordamerika.
Derfor har Gap altså set sig nødsaget til at skære i antallet af amerikanske butikker – i august 2010 forklarede Glenn Murphy, der er adm. direktør i Gap, nemlig, at kæden havde mistet følingen med deres kundegruppe. Gap var simpelthen blevet for moderne for kunderne, og har siden da givet designteamet en overhaling og arbejdet hårdt for at nedsætte produktionstiden, så det bliver lettere at være fleksibel.
I samme ombæring, som der lukkes knap 200 butikker, planlægger Gap at åbne 50 outletbutikker, hvor ældre varer sælges med store rabatter for at sikre, at de rigtige butikker befinder sig i de rigtige områder.
Alle disse anstrengelser til trods mener en lang række analytikere imidlertid stadig, at Gaps vigende salg i USA vil fortsætte i hvert fald indtil næste år, når virksomheden forventes at løfte sløret for en opdateret designprofil.
”Vi mener, at Gap mangler en retning i deres trendprofil,” siger Jennifer Davis, der er detailanalytiker hos Lazard Capital Markets til FT.com.
”Uden de store forandringer forventer vi, at omsætningen vil forblive lav også i anden halvdel af regnskabsåret,” slutter hun.