Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Undgå butiksdød - nyt firma vil hjælpe dig på vej

Nystartet virksomhed vil hjælpe selvstændige tøjbutikker til bedre økonomiske resultater.
Nystartet virksomhed vil hjælpe selvstændige tøjbutikker til bedre økonomiske resultater.

Nystartet virksomhed vil hjælpe selvstændige tøjbutikker til bedre økonomiske resultater.

”Jeg har familie i modebranchen og har længe hørt på, hvor umuligt det er at tjene penge i den her branche. Med min baggrund i servicebranchen har jeg en anden og mere merkantil tilgang til det at køre forretning, og tænkte, at man måtte kunne gøre noget for at hjælpe de mindre butikker på vej og optimere deres økonomi,” fortæller Kristian Hessler, der er partner i Suveno.

Suveno har kogt de metoder som store virksomheder ledes ud fra ned til nogle få og effektive værktøjer, der sætter fokus på den forretningsmæssige forståelse af det at drive butik, på lagerstyring og på, hvilke markedsføringsaktiviteter i butikken, der kan være med til at skabe omsætning.

Værktøjet udmønter sig i et specialudviklet rapporteringssystem, der giver klarhed over forventninger til budget og sammenligner dem med det faktiske resultat samt analyserer den økonomiske effekt af aktiviteter i butikken.

Gennem undervisning og løbende vejledning bliver kunderne sat ind rapporteringssystemet, så de herigennem får kontrollen over deres butik.

”Jeg har alt for ofte set et for stort fokus på tøj, kunder og omsætning i forhold til den opmærksomhed, der er på økonomisk optimering og lagerstyring. Dette betyder bl.a., at mange butikker ikke har noget overblik over deres lager, når deres udsalg begynder, og det betyder så igen, at der bliver solgt for mange varer med for stor rabat,” fortæller Kristian Hessler og fortsætter:

”Januar og juli er ofte omsætningsmæssigt fantastiske, men faktisk tjener butikkerne ikke en krone, fordi der går for mange varer til at generere omsætningen.”

Men manglende økonomisk kontrol og lagerstyring er ikke de eneste faktorer, som forretningerne er bagud i forhold til, ifølge Kristian Hessler. Også en forståelse for effektiv markedsføring mangler.

”Der er en udpræget passivitet omkring markedsføring, og man bruger ikke penge på events eller på at gøre noget særligt ud af forretningen – og på den måde mister de andel i forhold til stærke butikskæder,” siger Kristian Hessler og slutter:

”Det er de samme problematikker, som alle mindre butikker slås med, og det er for at afhjælpe disse, at jeg har samlet og underviser i disse nødvendige redskaber. Det er ikke så sexet, men det virker.”

I en artikel fra Lokalavisen Vesterbro (d. 11.08.11) udtaler Hanne Zachariassen, der er daglig leder i tøjbutikken Asphalt på Istedgade, at: ”… siden vi begyndte med Suveno, har vi forbedret vores daglige indtjening med 50%, så vi er bestemt på rette kurs.” Og Tina Stampe, indehaver af butikken Engleskyts i samme gade, stemmer i og fortæller, at hun allerede i juni har sikret sig samme fortjeneste som hele sidste år.

Læs mere om Suveno her.