Anmeldelse: Astrid Andersen SS12

Astrid Andersen var et af de unge dansker talenter, der sprang i øjnene med sin debut under modeugen i februar 2011. Dels fordi hendes designvision er radikalt anderledes end noget, man har set før, og dels fordi hun formåede at iscenesætte showet på den helt rigtige måde.

Og således også denne gang. Astrid Andersen (der kreativt sparrer med stylisten Simon Rasmussen) havde inviteret til show på adressen Vester Farimagsgade 27 – der viste sig at være et Fitness World-center. Og der stod vi så og ventede i en mørk gang på at komme ind. Men da dørene åbnede kunne man mærke suset gennem folk, for der var nærmere tale om en præsentation end et regulært show.

Astrid Andersen bruger kun modeller, der passer ind i hendes univers. Hårde drenge med attitude, street cred og helst nogle muskler. Ingen tændstiktynde surmulende 16-årige her, tak. Hun går kompromisløst efter et look, og kan det ikke opnås gennem almindelige danske modeller, ja så kan man jo altid kigge sig rundt efter nogle specifikke typer. Og det er godt gjort af Astrid Andersen, for uden de her gutter, ville hendes kollektion ikke præsentere sig på samme måde.

De 15 modeller sad allerede klar i træningslokalet, da vi ankom, og dørene blev åbnet, og således gik man rundt i et træningslokale, hvor 15 mand sad og trænede eller stod og hang ud med masser af attitude. Og lad os slå fast med det samme: det er rasende flot, det Astrid Andersen laver.

Helt overordnet er det stilen fra vinterkollektionen, der stadig køres. Det er high fashion street wear, der absolut kræver sin mand. Og det på en helt anden måde end jeg tidligere har skrevet. For hvor noget tøj kan ”kræve sin mand” ofte kan betyde at det tangerer det lidt for bøssede, så er der ikke noget feminint over Astrid Andersens look. Og det på trods af, at det tynde transparente net-stof der blev brugt i sidste kollektion, nu er skiftet ud med blonder; både lyserøde, grå og sorte. Det kræver til gengæld sin designer at lave en herrekollektion med blonder, der fungerer så (og ubøsset) godt som denne.

Der er lyserød, rød, sort og grå samt et vanvittigt flot sæt der kører bling-stilen med diamanter og palmer i lilla nuancer på sort. Der er nye længder også – hoodies og sweats med lynlås er blev længere og går nu til knæet (en lyserød version var helt sikkert udført) og de matcher oftest træningsbukserne i farve og komposition.

[[addon]]

Et helt enkelt sæt med bitte små røde shorts og en grå tanktop i tyk jersey med et stort rødt A på maven imponerer i sin enkelhed, fordi man kan se at det er udført med sikker hånd. I det hele taget er det gennemgående for kollektionen; Astrid Andersen bruger teknikker som andre kunne lære noget af, når hun sammenføjer blonde og andre materialer, så overgangene bliver helt rene og pæne. Ved et nærmere kig på et par shorts var der små, tænk brændte, huller i stoffet – et look der må have taget lang tid at opnå. Løse shorts med et par helt stramme blondecykelshorts var absolut værdige, mens et print, der gik igen (og i virkeligheden mindede undertegnede om printet manipuleret pels) var så fint, så fint, at det næsten skulle have været brugt mere.

Astrid Andersen er et af de sjældne talenter, og man forstår godt hvorfor hun er blevet sat til at undervise på TEKO. Heldigvis er Astrid Andersens tøj dyrt (som i rigtig dyrt), hvilket giver det en større international appel. Det sikrer samtidig at hun kan kigge koncentreret mod sit publikum af mænd med attitude, der har både pengene og selvsikkerheden til at tage chancer og iføre sig en blonde. Det er modigt at holde en præsentation (og for øvrigt selv stå i lokalet og kigge med) i stedet for et show, når man står i den officielle showkalender, men det fungerer for Astrid Andersen, fordi det er så præcist og kompromisløst iscenesat.