Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dazed Digital: Der er en voksende interesse for dansk mode

Dorothea Gundtoft der skriver for Dazed Digital beretter om den danske modeuge.
Dorothea Gundtoft der skriver for Dazed Digital beretter om den danske modeuge.

Dorothea Gundtoft er freelance-stylist bosat i London og arbejder under Copenhagen Fashion Week som journalist for Dazed Digital. Her beretter hun om sine oplevelser med den danske modeuge – og fortæller om både dens styrker og svagheder.

Hvorfor er det vigtigt for Dazed Digital at dække Copenhagen Fashion Week?

Jeg synes, det er meget vigtigt, at dansk mode ikke kun er for den danske befolkning, men også kommer ud i verden til potentielle indkøbere, presse og modeentusiaster. 

I udlandet bliver mode taget meget seriøst, og jeg håber, at danske designere kan få mere internationalt fokus ved at blive repræsenteret på Dazed Digital. Jeg føler, at skandinavisk design er mere i fokus nu end nogensinde før, og Dazed er et af de blade, som har fingeren allermest på pulsen, så selvfølgelig dækker de det også.
 
I hvor mange år har Dazed Digital deltaget på Copenhagen Fashion Week?

Det startede for ca. tre år siden, hvor Susie Bubble dækkede modeugen i København. Jeg har dækket CFW for Dazed Digital i tre sæsoner nu, og for hver gang er der blevet skrevet flere interviews og showanmeldelser, hvilket jo må betyde, at der er en voksende interesse for dansk mode.
 
Hvad er den danske modescenes styrke og svagheder?
Den danske modescenes styrke er, at den giver plads til nye talenter og samtidig bevarer stemningen omkring de mere etablerede mærker, samtidig med at der altid er en rød tråd af skandinavisk æstetik og kvalitet.

Jeg kunne godt tænke mig, at der bliver taget flere chancer med at udvikle nye koncepter, så der ikke går for meget hygge i det hele, og så teamet ikke glemmer, at et hvert show/serie/design er en mulighed for at komme ud i verden – for verden kigger altså med.
 
Hvilke brands har mest internationalt potentiale?
Spon Diogo, der lige er rykket til Berlin, og Soulland som er godt repræsenteret i udlandet, fx i Colette i Paris, hvor jeg en dag så Tim Blanks (kendt modejournalist, red.) kigge nøje efter hans design. Peter Jensen er allerede international, Vilsbøl de Arce har fået en del opmærksomhed igennem Nicola Formichetti (Lady Gagas stylist og kreativ direktør hos Mugler, red.), og lad os se, om Jean//Phillip ikke også er blevet endnu skarpere end sidste gang. Der er mange nye designere med ved denne modeuge, så lad os se, hvad de kan komme med.
 
Hvordan oplever du CFW i forhold til (andre) internationale modeuger?

Man kan ikke sammenligne Copenhagen Fashion Week med andre modeuger. Ved Paris Fashion Week har du hele kernen af modebranchen samlet og kan komme til at sidde ved siden af Anna Wintour på en café efter et show. I Danmark er det mest den danske branche, som er præsenteret, hvilket selvfølgelig også har sin charme. 

Jeg har boet i udlandet i mange år og var til min første modeuge som 17-årig i Paris, og jeg tror, at det gør mig ekstraskeptisk. Men jeg har fulgt udviklingen af dansk design igennem nogle år og kan se, at der er rigtigt meget positivt at hente.

Hvilket et show glæder du dig mest til at se og hvorfor?

Jeg glæder mig til at se, hvad alle har at byde på,  men jeg glæder mig specielt til at se Anne Sophie Madsens show. Jeg brugte hendes design i serier, dengang hun gik på Danmarks Designskole, og det bliver spændende at se, hvordan hun har rykket sig. Derudover håber jeg selvfølgelig på, at Soulland bliver et af højdepunkterne, da jeg har meget respekt for det brand, Silas Adler har realiseret. Og selvfølgelig glæder jeg mig også til at nyde Henrik Vibskovs afslutning på modeugen – det er altid en oplevelse.

Dorothea Gundtoft bor i London, hvor hun arbejder som freelancestylist, og bidrager til blandt andet Dazed og V Magazine. Hun har tidligere været assisterende moderedaktør på Cover.

Dazed Digital offentliggør anmeldelser og interviews mandag den 8. august 2011. Indtil da kan du følge med på Dorothea Gundtofts blog: secretzine.com.