Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Modeugens aktører: Rikke Agnete Dam

Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen. FashionForum.dk har talt med nogle af modeugens vigtigste aktører for at få indblik i deres hverdag.
Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen. FashionForum.dk har talt med nogle af modeugens vigtigste aktører for at få indblik i deres hverdag.

Copenhagen Fashion Week SS12 står for døren, og det betyder travlhed for modebranchen. FashionForum.dk sætter i serien ”Modeugens aktører” fokus på en række forskellige mennesker, der på hver sin vis deltager i, oplever og står for modeugen.

Rikke Agnete Dam er chefredaktør på magasinet Costume. Med onlinedækning af modeugen, masser af shows og muligheden for at spotte næste sæsons tendenser til læserne, er det en travl chefredaktør, der her beretter om sin modeuge.

Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week SS12?
Først og fremmest planlægger vi på redaktionen, hvordan vi vil dække modeugen i Costume. Dækningen er som regel altid i det nummer, der kommer et halvt år efter, når tøjet er i butikkerne. På grund af vores produktionstid ville vi ikke kunne nå det før et par måneder efter, hvor dagspressen og onlinemedier for længst har dækket nyhedsvinklerner – og for vores læsere giver det også mest mening, når de kan få fingre i kollektionerne.

I det Costume, der er ude under modeugen denne gang, har vi blandt andet en historie om fire danske designere 5 minutter inden showstart, og hvad nogle af modeugens gæster havde i deres tasker. Derudover har vi altid en modeugespecial på costume.dk med en masse reportager og historier, som redaktionen laver fra dag til dag, så brugerne kan følge med i modeugen online.

Udover det sørger vi på redaktionen for at puslespillet om modeugen går op, så Costume er repræsenteret til stort set alle shows og de events der kommer flere og flere af. En anden og mere personlig forberedelse, jeg har lært af min moderedaktør, er at købe ind aftenen inden modeugen, så der er ting i køleskabet til at spise sent om aftenen, hvor man som regel ikke har fået så meget at spise, og jeg er – desværre – ikke en af dem, der kan overleve på en reje og to glas champagne.

Hvordan deltager du i Copenhagen Fashion Week SS12?
Så meget som muligt. Altid i Costumes samarbejdspartneres shows og i det, jeg synes er interessant at se – for eksempel når nogle af de helt nye danske designere holder shows.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
Kort sagt: De er længere end normalt. Som regel starter de som almindelige arbejdsdage på redaktionen ved 9-tiden, og så går jeg fra cirka midt på dagen til de første shows og events og er hjemme sent om aftenen – til en lejlighed, der på mystisk vis altid bliver ekstremt modeuge-rodet. 

Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week SS12?
Inspiration. Som altid et indblik i næste sæson, en idé om hvilke designere, der har lavet interessante ting, eller har udviklet sig på en eller anden vis – både etablerede og nye. Og så at møde en masse fra modebranchen. Dels er det hyggeligt, dels opstår der tit ideer, der kan bruges i Costume. Og så vil jeg her gerne bruge muligheden for at komme med en klagesang:

Jeg er sikker på, at denne modeuge nok skal blive inspirerende og god, men det er ekstremt ærgerligt, at der nu er en del af de danske designere, der har valgt modeugen fra ved enten at holde show i udlandet eller på et andet tidspunkt. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår deres årsager til det, men for den danske modeuge og for os, der arbejder med dansk mode og formidling af det til danske forbrugere, er det et tab.

Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?

Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad den tidligere Cos-designer Rebekka Bay har lavet for Bruuns Bazaar. 

Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå i forbindelse med modeugen?
Jeg har efterhånden lært af de bedste er at "go with the flow." De første par år som chefredaktør var jeg meget opmærksom på, om alle fra Costume lavede deres arbejde og sad på deres pladser, men efterhånden har jeg fundet ud af, at jeg får mest udbytte af modeugen ved bare at være til stede. Også fordi de rent faktisk sidder på deres pladser. Nå jo – og så tror jeg at stort set alle i modebranchen har booket en tid til frisøren inden modeugen – mig selv inklusive.

Hvad betyder modeugen for din Costume?
Inspiration til kommende Costume-numre og ideer om, hvem der pt er interessante designmæssigt. Og networking. Et slidt ord, men ikke mindre vigtigt af den grund.