Ny pasformsmodel gør op med de svære størrelser
En femtedel af alt det tøj, der bliver produceret, finder aldrig en kunde. Det gør Uniqsize noget ved.En femtedel af alt det tøj, der bliver produceret, finder aldrig en kunde. For mere end to tredjedele af det tøj, der sendes ud fra webbutikkerne, ryger lige lukt retur.
Kunderne bestiller nemlig som udgangspunkt den samme vare hjem i flere forskellige størrelser, ganske enkelt fordi man ikke kan regne med, at blot fordi man passer en str. 38 i et mærke, gør man det også i et andet. Det er en udvikling, der koster alene det amerikanske marked 28 mia. dollar hvert eneste år.
Den gordiske pasformsknude
Et – relativt – nystartet dansk firma mener dog, at de har ”løst den gordiske pasforms-knude”, som Claus Rusberg, der er adm. direktør i Uniqsize, udtrykker det:
”Vi kan eliminere pasform som reklamationsgrund,” siger han kort.
Uniqsize har higet og søgt i internationale størrelsesstatistikker og udformet et nyt størrelsessystem, efter at Claus Rusberg som gammel tøjmand selv har oplevet, hvor galt det kan gå med pasformen, så snart man begynder at eksportere:
”Jeg har fået tæsk – ligesom en lang række andre danske brands får på fremmede markeder,” siger Claus Rusberg.
Snubler over pasformen
Når han siger, han har fået tæsk, henviser han til de mange år han og broren drev dametøjsbrandet Merrytime (siden solgt til Kello, der nu hører under DK Company, red.):
”Tyskerne, fx, kan godt lide skandinavisk design, og de kan også godt lide at handle med skandinaver. Men vi snubler, når det handler om pasform,” siger Claus Rusberg.
Da han og broren solgte Merrytime, bestemte Claus Rusberg sig således for at se nærmere på, hvordan pasformen kan blive bedre – og hvilke økonomiske fordele, der er ved velsiddende tøj.
Investering: 30 mio. kr.
Indtægten ved salget af Merrytime har sikkert været en del af årsagen til, at Claus Rusberg og broren over tid har kunnet investere 30 mio. kr. i at udvikle pasformssystemet bag Uniqsize, der tager udgangspunkt i nationale – og i store lande som Kina og Tyskland endog regionale – størrelsesstatistikker. Og sådan har Uniqsize skabt standardstørrelser til hvert eneste marked:
”I Tyskland har SizeGermany målt 6.500 kvinder for at finde gennemsnitsstørrelserne. Bare inden for det land, er der regionale kropsforskelle. Vi kan segmentere på postnumre og inddele på alder,” siger Claus Rusberg med henvisning til kunder, der fx går specifikt efter den modne kvinde med bopæl i Hamburg.
Voksende taljer
”Det betyder, at man som modebrand kan henvende sig til en specifik målgruppe. Hvad enten du laver tøj til den modne Gerry Weber-kunde eller unge, trendy forbrugere, har vi en buksepasform, der passer.”
Alene i Danmark er taljemålet siden midten af 1950’erne vokset gennemsnitligt 14 cm, og danskernes hofter er i samme periode kun vokset sølle to centimeter. Pasformer, der tidligere har holdt stik, kommer altså i dag hurtigt til at stramme om hoften, hvis de skal passe i livet.
“Mindst dårligt”
”Pasformen er det vigtigste valgkriterium for forbrugerne, pasform skaber loyalitet og genkøb. Vil du planlægge en forretning, der er mere end et modelune, bliver du nødt til at holde dig det for øje,” understreger Claus Rusberg og tilføjer:
”Der er rigtig mange brands, hvor kunderne tager mærkets bukser med i prøverummet, men hvor det aldrig fører til et salg. Mere end halvdelen af alle kvinder prøver ti par bukser, inden de køber noget – og ender alligevel ofte med bare at købe det par, der passer ’mindst dårligt’.”
Kæmpeforskelle på samme størrelse
Og det er ikke sært, det kan være svært at finde den rigtige størrelse – en undersøgelse foretaget ved University of North Texas viste, at 1.000 forskellige par jeans i samme størrelse varierede med 33 cm fra det mindste taljemål til det største.
Hos Uniqsize slår man derfor på tromme for at revidere de ensrettede størrelsessystemer, der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, så nutidens kunder rent faktisk kan forholde sig til dem.
Uniqsize inkorporerer tre elementer i enhver størrelse: taljemålet (36-42), forskellen mellem talje og hofte (der differentieres fra A-G), samt højde eller benlængde. Du ender altså med at have et tredelt mål, fx 36-D-05, og har således langt bedre chance for at ramme et par bukser, du kan passe, i første forsøg. Og ambitionerne er da heller ikke ydmyge:
”Vi vil lave størrelser til alle, så tøjet passer både i Kina og Europa.”
LÆS OGSÅ:
Pris til Henrik Vibskov er godt nyt for dansk mode
Nyeste trick i modemarkedsføring: Knæk koden