Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kopenhagen Fur uddanner kinesiske pels-MBA'er

Efter flere måneders intensive studier modtog 28 kinesiske studerende i slutningen af april deres afgangsdiplom.
Efter flere måneders intensive studier modtog 28 kinesiske studerende i slutningen af april deres afgangsdiplom.

Efter flere måneders intensive studier modtog 28 kinesiske studerende i slutningen af april deres afgangsdiplom efter at have gennemført "executive education programme for the fur industry" (EEFC) fra Tsinghua universitetet i Beijing, lyder det i en pressemeddelelse fra Kopenhagen Fur.

Tsinghua Universitetet, der i mange år har samarbejdet med universiteter i hele verden, har med denne særlige mini-MBA fået hjælp fra danske Kopenhagen Fur.

MBA’en henvender sig primært til kinesiske pelsfirmaer, der gerne vil give både dem selv og deres ansatte en bredere viden om markedspositionering, branding, design og de udenlandske pelsmarkeder, og mange store firmaer har benyttet sig af tilbuddet.

Salgsdirektør hos Kopenhagen Fur Kenneth Loberg talte ved dimissionen, hvor han roste uddannelsen og de muligheder, den giver de studerende.

"Det må betegnes som en stor ære at have fået lov til at uddanne eliten i den kinesiske pelsbranche og dermed gøre dem forandringsparate til fremtiden. For I er eliten i pelsbranchen i Kina, og jeg er sikker på, I vil være med til at skabe en fantastisk fremtid for branchen," sagde Kenneth Loberg.

Flere årgange på vej
Allerede til september starter andet hold på EEFC-uddannelsen, mens dimittenderne vil blive medlem af et særligt Tsinghua Universitet/Kopenhagen Fur alumni-netværk, hvor de kan fortsætte med at dele erfaringer og viden.

Både uddannelsen og alumni-netværket er en del af Kopenhagen Furs samarbejdsaftale med Tsinghua Universitetet, som løber til 2017.

Kopenhagen Fur håber med aftalen at kunne bane vej for både uddannelse og nye ideer på verdens største pelsmarked.

"Kina er relativt ny på pelsmarkedet, de har kun været en spiller i ca. 20 år, men de er samtidig en af de mest dominerende kræfter på markedet i dag. Derfor må vi som branche hjælpe dem med at navigere rundt, og det er det, Kopenhagen Fur forsøger med vores mini-MBA," siger Kenneth Loberg og fortsætter:

"Men vi får også noget ud af det. Ved at hjælpe designstuderende, som vi har gjort med et designstudie på Tsinghua og ved at lære pelsfirmaerne noget om brands og markedskræfter, så udvikler branchen sig som helhed til glæde for os alle."

De færdiguddannede MBA’er skal til juni på et særligt studiebesøg hos Kopenhagen Fur. Her skal de studerende i forbindelse med pelsauktionen både besøge designlaboratoriet Kopenhagen Studio og auktionshuset i Glostrup i håbet om at danne sig et mere internationalt overblik over branchen.