DesignDating på Designskolen Kolding
For fjerde gang inviterer Designskolen Kolding i juni til DesignDating, hvor danske virksomheder under ordnede forhold kan møde det nye kuld af designdimittender.
”Hver enkelt studerende får mulighed for at invitere fem virksomheder, der kunne være særligt interessante at lære at kende. Det kan være virksomheder som IC Companys, Femmes Regionales eller Rützou,” fortæller rektor ved Designskolen Kolding Elsebeth Gerner Nielsen til FashionForum.dk.
Arrangementet, der løber af stablen den 28. juni, begynder på designskolen. Her bliver en række af skolens initiativer introduceret, og hver kandidat præsenterer sin portefølje for de inviterede. Siden følges virksomheder og studerende til House of Design, hvor årets afgangsudstilling finder sted. Gåturen danner således en uformel ramme for eventuelle samarbejdssamtaler dimittender og virksomheder imellem.
”En walk and talk er en fin måde at få talt sammen, i stedet for bare at sidde og lytte. Vi ønsker jo at give vores dygtige kandidater mulighed for at møde branchen – og omvendt,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Rektoren forventer op mod 60 gæster på skolen ved arrangementet, og skulle du og din virksomhed have lyst til at deltage, skal du ikke fortvivle, selvom du ikke er blevet inviteret. For selvfølgelig er alle med interesse for det nye kuld mere end velkomne.
”Vi har på skolen sat mange initiativer i gang med henblik på at øge virksomhedernes kendskab til os og vores studerende. Vi vil jo bare gerne have dem godt i vej,” slutter rektoren.
Ved arrangementet får interesserede også indblik i øvrige samarbejdsmuligheder med Designskolen Kolding: praktik, virksomhedssamarbejde, efteruddannelse til erhvervslivet, designfagligt udviklingssamarbejde, erhvervs-Ph.d’er og meget andet. Videre introduceres projektet Design2Innovate, som er et regionalt designprojekt, der skal understøtte små og mellemstore virksomheders designanvendelse. Design2Innovate er blandt andet støttet af LEGO, Dong Energy, Design City Vest, Syddansk Vækstforum og EU.
DesignDating med dimittender fra Designskolen Kolding
Tid: 28. juni kl. 10
Sted: Designskolen Kolding, Ågade 10, 6000 Kolding
Tilmelding: Senest 17. juni via www.designskolenkolding.dk/designdating2011