Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Rosemunde: Vi vil højne kundernes bevidsthed

Rosemundes nye øko-certificerede kollektion går som varmt brød.
Rosemundes nye øko-certificerede kollektion går som varmt brød.

Det danske mærke Rosemunde har for nylig lanceret Rosemunde Organic, en ny økologiske linie. Kollektionen bærer både det europæiske miljømærke Blomsten samt det internationale økologiske GOTS-mærke (Globale Organic Textile Standard), og netop den kombination er Anne Mette Buus, der er brand manager i Rosemunde, glad for, siger hun til FashionForum.dk:

“Vi har fundet frem til en god kombination af EU-Blomsten og GOTS. EU-Blomsten garanterer, at vores nye styles er produceret ved lavere energiforbrug og begrænset brug af miljø- og sundhedsskadelige stoffer, mens GOTS garanterer, at varen er økologisk, og at den er produceret under socialt bæredygtige forhold,” forklarer hun.

Udfordrende navigation
Rosemunde har undersøgt markedet grundigt og strategisk kortlagt ordninger inden for certificering. Valget faldt på de to mærkninger, der begge lever op til de krav Rosemunde har til deres bæredygtige produktion:

“Det er ekstremt udfordrende at navigere i udbuddet af certificeringer. Det har taget tid at finde frem til den ordning og den leverandør, der passede os bedst, og det har været vigtigt for os at vælge så gennemskuelig en mærkning som muligt og dernæst sikre, at varen var 100 pct. i overensstemmelse med certificeringen,” forklarer hun videre.

Som varmt brød
Størstedelen af Rosemundes forhandlere i ind- og udland har købt den nye økologiske bomuldskollektion, der indtil videre består af fire forskellige styles. Kollektionen har kun været på hylderne i ganske kort tid, og efterspørgslen er over al forventning.

Et ønske om at højne bevidstheden hos kunderne er også et vigtigt led i strategien for Rosemunde, hvor ambitionen er, at Rosemunde Organic med tiden skal have flere og flere styles på repertoiret. 

“Den nemme løsning vil være at fortsætte med at bruge konventionel bomuld. Men vi har som en del af vores strategi valgt, at vi vil tilbyde et økologisk alternativ til vores kunder, der hvor det er muligt. Vi vil gerne bidrage til, at vores kunder får en større bevidsthed omkring det at handle grønnere – økologisk tøj er bedre for mennesker, både dem der arbejder i produktionen, og dem der bærer tøjet i den sidste ende,” forklarer hun.

Rosemunde udvider
Både Rosemundes engros- og detailkunder har taget godt i mod den økologiske kollektion – der går ikke længe, før der kan meldes udsolgt – og snart skal der udvides:

”I løbet af sommeren og efteråret 2011 vil vi udvide den økologiske linje med nye styles både til kvinder og piger. Økologien er et strategisk pejlemærke for Rosemunde, og det har været vores mantra i hele processen, at vi havde naturen som medspiller, og at vi med vores nye økologiske og miljømærkede styles bidrager til, at Rosemunde-kunden kan klæde sig med omtanke, ikke kun for det perfekte look, men også med omtanke for mennesker og miljø,” Slutter Anne Mette Buus.