Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Had/kærlighed: de satans modeuger

Hos Soulland er der travlt. Især op til modeugerne. Derfor dette forsinkede vue ud over vintersæsonen.
Hos Soulland er der travlt. Især op til modeugerne. Derfor dette forsinkede vue ud over vintersæsonen.

Lang tid siden eller hvad? Her hos Soulland er der meget travlt, og det har der på en eller anden måde været siden den sidste omgang modeuger. Og det er dem, vi løber stærkt for at være "on top of", de satans modeuger. Det er som regel under modeugerne, at alt vores salg, presse og anden aktivitet bliver sparket i gang, og det er den vigtigste tid for os.

Denne gang drog vi først til New York (januar), hvor vi var at finde på Capsule-messen. Messen er primært for de amerikanske og de asiatiske markeder, og fokus i New York er helt klart på salg. Det er sådan, at New York har en Buyers Week, hvor alle indkøbere er i byen, og en Press Week, hvor det så selvfølgelig handler om presse – altså shows, præsentationer osv. Og ja, det ville da være smart at lægge det sammen, så alle var i byen samtidig, men sådan er det ikke. USA er ikke Soullands hovedmarked, men vi har på de seneste par sæsoner fået kunder som Opening Ceremony, Assembly og Reed Space med på holdet. Så det er et spændende marked for os.

Efter New York gik turen direkte til Paris, og Men’s Fashion Week. Her var vi igen at finde på Capsule, som også har en messe i Byernes By. Paris er helt klart den vigtigste destination for Soulland under alle modeugerne. Her kommer alle de vigtigste indkøbere og presse fra hele verden, og 50 pct. af vores kunder har vi fået her. Vi er altid fuldt booket med møder, så det bliver travle dage. Under modeugen i Paris er der også fyld med pressefolk, så ud over messen afholdt vi også en præsentation. En præsentation svarer egentlig til et show men uden catwalken. Det vil sige, at alle modellerne står fremme hele tiden, og så kan pressen gå rundt og kigge på de outfits, som vi har valgt at vise frem. Dette giver pressen meget mere fleksibilitet i deres travle program med shows hver time, da der ikke skal ventes på, at showet skal starte osv.

Samtidig med modeugen i Paris buldrede en af vores agenter i Berlin med kollektionen på SEEK-messen. Berlin Fashion Week har været meget op og ned de sidste par år, men det er som om, den er ved at komme tilbage. Vi har en del kunder i Tyskland, og det er primært dem, vi servicerer her.

Efter Paris og Berlin havde vi lige en uges pause, inden Copenhagen Fashion Week bragede derudaf. Her var vi jo på hjemmebane, så det kørte fuldt på. I år startede vi om onsdagen (d. 2. februar), hvor vi var en del af det officielle åbningsshow med Kopenhagen Fur. Soulland var et blandt otte internationale brands, som skulle deltage i showet. Her blev vores nye samarbejde med Kopenhagen Fur vist frem for første gang.

Torsdag startede Gallery-messen, som vi har været på i løbet af de seneste mange sæsoner. Vores salgsteam stod klar, og her var det mest Skandinavien, som blev serviceret. Torsdag d. 3. februar kl. 20.00 holdt vi vores show, som denne gang blev vist i det gamle radiohus’ store koncertsal på Frederiksberg. Vi har aldrig holdt show på så stort et venue før, og som sædvanlig var alt fra musik til styling lavet in-house og gav et meget klart billede af, hvad Soulland’s autumn/winter 2011 kollektion går ud på.

– Silas
 

Foto: Soulland SS11