Pelsindustrien fejer intet ind under gulvtæppet

Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved CBS med speciale i pels, giver her sit input til den debat om pelsdyravl, der har fyldt i medierne på det seneste:

Der findes en række industrier, der har kunnet trives midt i alvorlige etiske dilemmaer. Der gik fyrre år fra sammenhængen mellem rygning og lungecancer var bevist, inden tobaksindustrien anerkendte sit ansvar.

Asbest-industrien ventede til adskillige af dens egne chefer var døde af følgesygdomme, førend den accepterede hvad alle videnskabelige undersøgelser havde vist: at asbeststøv er meget skadeligt.

Olieindustrien forsøgte længe at så tvivl om global opvarmning, indtil den fik sig placeret som en innovativ drivkraft imod mindre forurenende vækst. I alle disse eksempler har industrierne købt sig tid til at fortsætte, eller omstille, deres produktion ved at så tvivl om forskning og viden.

Det særlige med pelsen er derfor ikke, at den er indspundet i kontroverser. Det er derimod spejlvendingen af positionerne mellem industri og de NGO’er, der i princippet varetager offentlige interesser.

Pelsindustrien prøver ikke at bortforklare, at den handler med døde dyr, eller at skjule hvordan vilkårene er på en dansk minkfarm. Fra de enkelte minkavlere, der entusiastisk inviterer til åbent hus, til The International Fur Trade Federation, branchens globale organisation, der nøgternt fremlægger ret komplekse undersøgelser, har branchen faktisk i mange år ført en meget saglig og fakta-baseret kommunikationsstrategi . Men den er ikke særligt god til at komme igennem med sin historie i det offentlige rum. Prøv bare at søge på ’fur farm’ på YouTube eller Google.

Forskningsprojekter om minkenes velfærd bekræfter typisk deres egne udgangspunkter: den industri-sponserede forskning er baseret på eksperimenter med minkhold i hævede bure, der svarer til lovmæssige kommercielle vilkår. Den identificerer muligheder for forbedring i forhold til velfærd, ernæring og lignende og bliver typisk efterfulgt af praktiske tiltag. Den forskning, der i udgangspunktet er imod minkavl, når typisk frem til, at dyrenes velfærd ville forbedres, hvis de kunne leve uden for bure i naturlignende omgivelser. Konklusion: Mere viden kan ikke ’løse problemet’.

Derfor er det ikke overraskende, at kampen foregår i medierne. For Anima (dyrerettighedsorganisation, red.) er målet at placere close-ups af skambidte dyr, der må ramme alle der ser dem i hjertekulen. Hvis de ønskede at dokumentere den almene tilstand på danske minkfarme ville billederne jo se helt anderledes ud. (Hvis de trak zoomen tilbage kunne man identificere farmen, og hvis de panorerede, kunne man gøre sig en forestilling om hyppigheden af syge dyr). 

I det lille klip, der bl.a. ligger på Ekstrabladets hjemmeside, hvor Iben Hjejle fortæller om sit besøg på en mink farm henover hjerteskærende billeder,  fremstår hun jo, som om hun enten er ført bag lyset eller er en kynisk løgner. Sammenstillingen af elendige mink og industriens  talsmænd og -kvinder skaber den stærke retoriske effekt, som netop er dyrerettighedsbevægelsernes kerneprodukt.

Det er på dette punkt, at de har taget ved lære af ovennævnte industriers misinformationskampagner: produktion af tvivl kan være en vinderstrategi! Det er bare ikke så godt for den etiske debat, hvis dem, der er gået ad hoveddøren ind til en minkfarm, er dømt ude på forhånd.