I løbet af den forgangne modeuge præsenterede medierne to sensationelle historier om modebranchen, nemlig historien om underernærede modeller (DR1), og historien om at der foregik ubetalt arbejde under modeugen (Politiken).

Imidlertid manglede der efter min mening betydelig indsigt og perspektivering i begge disse ‘afsløringer’. Man kunne godt mistænke, at dette skyldes en ofte meget overfladisk betragtning af modebranchen som ond, udspekuleret og kynisk, som en branche, der traditionelt af intelligentsiaen er opfattet som klassens dumme dreng, kapitalismens yndlingslakaj, med et grumt menneskyn og en betændt moral. Det er derfor desværre lidt letkøbte argumenter, der stilles frem, og som forplumrer debatten omkring de reelle problemer, der rent faktisk er i branchen.

AFSLØRING NUMMER ET
I DR1’s “Bag facaden: Syge modeller” blev det etiske charter, som blev indgået mellem Danish Fashion Institute og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selskade (LMS) i 2007 udlagt som en gang varm luft, som dækker over, at modebranchen i virkeligheden er ligeglad med, om ganske unge piger får svære psykiske og fysiske skader, fordi modelbureauerne ignorerer deres synligt ikke-sunde tilstand. Der blev i programmet lagt vægt på hvordan ingen af modellerne havde naturlige, kvindelige former, men kun præ-pubertære, benede kroppe, som de blev tvunget til at vedligeholde gennem deres kontraktlige forpligtelser.

Det er helt åbenlyst, at der stadig er store brister i den måde, modelagenturerne opererer på i forhold til specielt de meget unge piger. Det er et stort, stort ansvar at tage vare på teenageres sårbarhed og deres ofte indædte ambitioner om at opnå det perfekte, og det lader ikke til at agenturerne kan styre, hvad der foregår, trods deres angivede gode intentioner.

Vel er det rigtigt at ganske få piger rent faktisk besidder idealmålene uden at gøre sig store anstrengelser og ikke har noget problem med at blive behandlet som et objekt, fordi de har deres ballast i orden. Problemet er jo imidlertid resten, som ofte skjuler en dramatisk sundhedstruende spiseforstyrrelse for både agenter og omverden.

Hvad jeg dog manglede akut i programmet, og generelt i diskussionen omkring tynde modeller og deres spiseforstyrrelser, er en perspektivering, der falder tilbage på dels pigernes forældre, dels de succeskriterier og idealer vi har i vores samfund, som spejles direkte i disse piger.

For det første: Hvad er det for nogle forældre, som vælger at lukke øjnene for‚ at deres 13-14-årige piger ikke indtager den føde, som er nødvendig, for at de kan udvikle deres kroppe naturligt. Som vælger at ignorere alle alarmsignaler såsom udeblivende menstruation, unaturlig behåring på grund af ubalancer i hormonsystemet eller simpelthen bare en undervægt så grel, så det tangerer noget livsfarligt?

Jeg ved udmærket hvor stædige, indelukkede og deterministiske teenagere kan være, men er man under 18 år, er man stadig ikke myndig, og derfor er det også forældrenes ansvar at kigge kontrakter igennem eller at sørge for, at uheldige episoder hos agenter og fotografer og stylister ikke gentager sig. Men lur mig om ikke mange forældre, og især mødre, er så forblændede af deres egne ambitioner omkring deres barns modelstatus, at de vælger at se væk. Skulle modelagenturerne blive bedre til at tage forbehold for dette? Ja, det mener jeg absolut. Men de kan ikke have fuld kontrol over hvad unge piger gør uden forældrenes aktive medvirken.

For det andet: ligesom vi har de politikere, vi fortjener, har vi også de skønhedsidealer, vi har fortjent. Dette bestemt ikke for at sige, at modelagenturer, designere, stylister og modeblade ikke har noget ansvar i denne sag, for naturligvis har de det. Men det kan kun være udtryk for en, undskyld mig, meget naiv tiltro til modebranchens magt at påstå, at den skulle kunne danne disse skønhedsidealer helt adskilt fra det øvrige samfund.

For hvad er det egentligt, vi hylder i vores kultur? Ungdom. Ungdom er godt, alder og erfaring er dårligt. Det tøj, der hænger på de fleste modellers kroppe, ligger i en prisklasse, der henvender sig til voksne kvinder. Men voksne kvinder vil gerne spejle sig i ungdom. Derfor sælger det at vise modeller med tynde bambi-ben, uskyldige øjne og trutmund.

Vi kan generelt ikke forlige os med vores egen alder, specielt ikke hvis den er mere end 20+. Vi har et samfund, hvor vi fyrer folk over 50 år, fordi de ikke er ‘omstillingsparate’ nok, mens unge bliver ansat fordi de har ‘friske idéer’. Vi er så hysterisk ungdomsfikserede, at vi forventer at kunne drikke os i hegnet hver- eller hver anden weekend, motionere mindst tre gange om ugen, så vi kan holde vores kroppe unge og slanke, lave økologisk mad fra grunden, så vi hindrer ældning, have fuldtidsjob og to-tre sideprojekter, som vi bare ‘går og drømmer om’ for at realisere os selv, og samtidigt have de ideelle to børn og et heftigt sexliv.

Skal man nå alle disse ting, er det vigtigt at være i absolut kontrol. Hele tiden. Det er ikke så anderledes en tilstand, mange af os befinder os i, end teenageren, som vælger at komme i absolut kontrol over sin krop ved at sulte sig. Man bringer orden i kaos, man styrer det. Derfor er det ikke tilfældigt at ekstremt tynde piger i vores kultur beundres af deres veninder, mens overvægtige af mange er blevet kaldt ‘vor tids negere’, fordi de fraviger normerne for, hvad vi anser for skønt og rigtigt.

Vi lever også i et samfund, der er ekstremt visuelt, og som bygger på korte møder, korte ansættelser, og det at ‘være på’. Fjernsynet er fyldt med ‘bliv-stjerne-på-en-aften’ serier, og tabloid-pressen har kronede dage på at vise os billeder af de kendte og tilsyneladende perfekte mennesker. Er det så svært at forstå, at det er nemt som ungt menneske at miste fodfæstet og tro på for alvor, at hvis bare ydret er perfekt, så er alt perfekt? At hvis bare man er tynd og er i kontrol, så er man god nok?

Naturligvis har modebranchen et kæmpe ansvar i forhold til de unge modeller. Men vi skal altså også huske, at de skønhedsidealer vi har er en forlængelse af den måde, vi har valgt at omgås hinanden på. Hvorfor er der ingen journalister, der tager fat på den problematik? Tror de vi har for svært ved at forstå mere end en sort-hvid problematik hvor der udelukkende er gode og onde mennesker?

Læs også: Da medierne afslørede modebranchen, 2. del