Københavnerne er mest glade for økologisk tøj
Prisen er stadig vigtigste faktor, men særligt i hovedstaden tænker man nu også på CSR, når der shoppes mode.For langt størstedelen af de danske forbrugere, er økonomien stadig den afgørende faktor, når der skal købes nyt til garderoben, men særligt i hovedstadsområdet er der kommet øget fokus på miljørigtig mode gennem de seneste år.
”Der er meget, der peger på en øget interesse og bevidsthed blandt forbrugerne for, hvilke forhold tøjet er produceret under, og hvilke materialer der indgår. Der er eksempelvis et øget salg af tøj, der er produceret af certificeret økologisk bomuld. Tendensen er stærkest i hovedstadsområdet,” fortæller Dorte Friis, leder for Center for Responsible Design ved KEA, Københavns Erhvervsakademi, til FashionForum.dk.
En undersøgelse fra analysebureauet YouGov Zapera viste i oktober 2010, at prisen angives som vigtigst af 78 pct. af kunderne, tæt fulgt af designet/mærket, der af 65 pct. angives som vigtigt. Blot 8 pct. af de adspurgte peger på miljømærkning som værende af afgørende betydning for købet. Mere end halvdelen af danskerne har ifølge undersøgelsen fra Zapera aldrig lagt mærke til, om der skulle have sneget sig miljøskadelige stoffer ind i den nye skjorte
”Pris og kvalitet er stadig de vigtigste faktorer, når kunder vælger mode. Men går man nærmere ind i statistikken så viser der sig store forskelle både regionalt, familietypemæssigt, og hvornår man fokuserer særligt på miljømærket,” siger centerlederen, og de danske analysekonklusioner stemmer fint overens med resultaterne af en lignende undersøgelse i England – skønt prisen stadig vægtes højest, bliver bæredygtighed et vigtigere og vigtigere element, forlyder det på nyhedssitet Ecotextile.com
”Forskningen viser, at bæredygtige modeprodukter bliver mere og mere attraktive for kunderne, selvom det stadig er et fåtal, der er villige til at betale højere priser, idet de fleste forbrugere peger på, at det bør være modevirksomhederne (og ikke kunderne, red.), der skal påtage sig de ekstra udgifter,” siger Allanna McAspurn, der er general manager for den europæiske bæredygtighedsorganisation Made-By i England.