Article_Designeren der ikke var designer
Bloggeren Trine Kjær er nu designer for Edie's Eyes, men spørger man hende, er hun ikke designer.Trine Kjær, den danske modeblogger bag Trineswardrobe.dk, kan nu også skrive både designer og kreativ chef på visitkortet. Det er nemlig hende, der står bag tøjet i den nye webbutik Edie’s Eyes. Spørger man Trine Kjær selv, vil hun dog helst ikke kaldes designer.
”Jeg kalder ikke mig selv designer. Jeg kalder mig i stedet kreativ chef. Jeg skaber tøj på en time – det er den tid, det cirka tager mig at lave et stykke tøj. Jeg er kynisk og laver det, jeg synes er fedt i nuet. En uddannet designer har en helt anden stolthed, hvor rutiner med mange forskellige led i processen præger arbejdet. Jeg arbejder på en anden måde. De redskaber, man får på designskolen, er noget helt andet end det, jeg kan. Så jeg føler ikke, at jeg underminerer designuddannelserne. Det er noget helt forskelligt, vi kan.”
En anderledes designer
Den 22-årige Trine Kjær har base i Århus, hvor hun designer tøjet og skaber det overordnede look for Edie’s Eyes. Med sig i bagagen har hun et par års erfaring med mode fra bloggen Trineswardrobe.dk, som gennem et godt stykke tid har været en af de mest populære blogs på den danske modebloggerscene. Nu har hun udvidet arbejdet som blogger med stillingen som designer – og det har været ‘helt vildt’, siger den unge designer-slash-blogger:
”Det er en proces, der både har været lang og kort. Det har været undervejs i et år, hvilket jo er ganske kort tid i modebranchen. Men det er meget spændende, og vi har allerede fået en masse positiv feedback.”
Det er imidlertid ikke alle i branchen, der bifalder karrierespringet, tilstår designeren:
”Jeg er jo ny i branchen, og der er måske nogen, der synes, at det er lidt mærkeligt, at jeg kommer ind fra gaden og designer. Men der er jo nogen, der har kunne se en pointe i, at én fra selve kernemålgruppen, som jeg tilhører, skal designe tøjet. Folk har selvfølgelig været skeptiske og været i tvivl, om det kunne lade sig gøre, nu hvor jeg ikke er uddannet designer.”
Edie’s Eyes er ejet af det århusianske mærke Minimum og er målrettet first movers fra de større byer og folk, der vil have hurtig mode, men ikke har den største pengepung.
Det nye mærke bliver på nuværende tidspunkt kun solgt på websitet Edieseyes.com, men ifølge den nyudklækkede designer er det planen, at brandet inden for den nærmeste fremtid skal forhandles i udvalgte butikker blandt andet i København.