Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Article_Rützou og Illums Bolighus er en bragende succes.

Både Illums Bolighus og Rützou er begejstrede over den nyåbnede butik, der indtil videre er en bragende succes.
Både Illums Bolighus og Rützou er begejstrede over den nyåbnede butik, der indtil videre er en bragende succes.

Godt en måned efter Illums Bolighus slog dørene op for den nye Rützou shop-in-shop, kan man konstantere, at makkerskabet ikke var en dårlig ide. 
Mette Søfeldt, indkøber hos Illums Bolighus, er slet ikke i tvivl om, at Rützou ville være et godt mærke at have i det store bolighus på Strøget i København. 

”Hele fashionprojektet startede for et par år siden. Man skal som bekendt lige lære at kravle, før man kan gå. Vi er et bolighus, og det er det vi skal være bedst til. Men kunden er i forvejen i huset, og derfor har vi haft lyst til at komme ind på det marked. Det passer godt til vores målgruppe som er de købestærke på over 25, og åbningen af Rützou ligger i tråd med de andre mærker vi fører (bl.a. Benedikte Utzon, A Pair, Sofie Schnoor m.fl., red.). I forhold til Rützou specifikt, er det især deres skandinaviske look og deres prispunkt der tiltaler os.” 

Åbningstidspunktet i midten af oktober blev også diskuteret, fortæller Mette Søfeldt: 

”Vi åbnede midt i sæsonen, mens kollektionen allerede havde været i butikkerne siden august. Vi overvejede om det var en god ide, men dette kvartal er utroligt vigtigt for os. Og det viste sig jo at være den rigtige beslutning. Kunderne reagerer yderst positivt, og dét uden at have lavet speciel markedsføring endnu.” 

Hos Rützou er man også begejstrede for den nye butiksåbning.

”Vi har prøvet at lave et nyt shop-i-shop koncept. Vi ligger jo allerede i Magasin, men i Illums Bolighus er der lavet andre visuelle ting.  Den går i tråd med vores egen flagskibsbutik på Store Regnegade i København, og understøtter på den måde brandet i fx indretningsstil,” udtaler Josephine Steno Brandt, sælger hos Rützou. 

”Illums Bolighus er et godt gammelt anerkendt bolighus, som vi synes har et stort kvalitetsstempel, så derfor ligger det godt til Rützou. Ideen startede for et halvt års tid siden, og da muligheden kom, tog vi den.”

I skrivende stund har Rützou butikker i Store Regnegade, i Magasin i Odense, Århus, København, Lyngby og nu altså i Illums Bolighus på Strøget i København. Butikken åbnede d. 15. oktober.