Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

article_God stemning ved messestart

Allerede kort efter åbningen af messerne, ser direktørerne tegn på spirende optimisme efter flere sæsoner med krisestemning.
Allerede kort efter åbningen af messerne, ser direktørerne tegn på spirende optimisme efter flere sæsoner med krisestemning.

Gang i bordene, mange mennesker og god stemning. Sådan beskriver CEO i Gallery Christian Gregersen sin udsigt ud over standene på messen i Forum. Han mener endnu –  små fire timer efter åbningen af messen torsdag – at det er for tidligt at give en decideret melding, men fortæller dog, at der allerede er gang i ordrebøgerne.

”Jeg har været rundt og hilse, men de fleste har ikke engang tid til at tale med mig, og det må vel siges at være en god indikation.”

Gallery-messen har denne gang 250 mærker repræsenteret på 150 stande, og blandt de nytilkomne er Christian Gregersen især glad for John Galliano.

”Det er jo helt unikt, at John Galliano lægger sig her. Hans mainline er ikke repræsenteret på ret mange messer i verden, og det, at mærket vælger København, er et tegn på, at messen internationalt vinder respekt. Det er da flot,” siger Gregersen.

Optimisme på Vesterbro

Også på de to Vesterbro-messer lyder de første spæde meldinger positivt. Her har direktør for CPH Vision og Terminal 2 Peter Fenger også kig til optimistiske udstillere.

”Der skrives allerede ordrer på livet løs, og der sidder masser af mennesker i vores gårdhave,” forklarer han.

På CPH Vision og Terminal 2 udstiller i alt omtrent 300 stande knap 500 brands, og en række mærker, der har været borte i flere sæsoner, er nu tilbage i Øksnehallen.

”De store internationale har forklaret, at de har lagt deres energi på andre modeuger," siger direktøren, der selvfølgelig er glad for, at de nu er på vej retur.

"Det har – heldigvis for mig som messearrangør – kunnet aflæses direkte på deres bundlinjer, at det har haft konsekvenser for dem at fravælge messen her,” siger Peter Fenger og sætter punktum:

"Det er jo enormt positivt på den måde at få bekræftet, at de københavnske messer vitterligt har en funktion i markedet."

Foto: CPH Vision

Læs også:
Messeboss: Vi er godt tilfredse
Metropol CEO: Stor forvirring omkring messerne 
Svært at få armene ned på tredje messedag
Ordrerne strømmer ind på anden messedag