Article: Moonspoon Saloon, the Cabinet of Wound Collection, onsdag 11. august, kl. 17.00

Efter en prolog af både læderklædte dansere og en mand, iklædt et tårn af papmaché, der slæbte rundt på et skelet, var scenen sat til en gang Moonspoon Saloon modegøgl. Midt i modens selvhøjtidelige højborg, diskede Sara Sachs, Melanie Buchhave, Noam Griegst og Tal R op med en performance, der både var forvirrende, forfriskende, mørk og uæstetisk. Kollektionen var inspireret af de obskure erfaringer og ar, der sætter sig på sjælen. Konkret kom det til dystert udtryk på arvævspatchwork i læder, bukser og bluser sat sammen af flere stykker stof og på forvaskede tunikaer med både haut og bas applikationer, der lignede en slags muskelvæv eller fingre. Men der slutter den konkrete udmøntning så også. For hvad der egentlig foregår i kollektivets hoveder, er svært at se.
[[addon]]Det var snarere middelalder-referencer, der gik igen med en klovne-flæse-kjole og korte hofnars-shorts og på lydsiden med munkesang. Tøjet det var unisex, præcis som der ikke var så stor kønsforskel i klædedragten i middelalderen. Kollektionen bød også på Xena Warrior Princess body-con læderkjoler med patchwork-paneler og printede buksedragter. Modellerne gik langsomt med hesteagtige skridt, og ind kom også en mand balancerende med to papmaché klumper på en stang.  Skulle de forstås som en slags sjælelig byrde, man bærer rundt på? Og hvad med træskoene, den eneste trend der var reflekteret i kollektionen, der var bygget op i plateauer af træpinde og kogler og spraymalet og tilsat lidt glimmer?

Attraktionen ved Moon Spoon er ikke tøjets anvendelighed, konstruktionsmæssige gennemarbejdning og lækre finish – for det er ingen af delene – det er de tanker de, bevidst eller ubevidst, sætter i gang omkring modens selvfedhed og indadvendthed. Det svært at vide, om kollektionen er en kommentar til, eller endda en fuckfinger til de indforståede og uudfordrende logikker om sæsoner, celebrities, Gisele-sparkende-catwalk-gangart og kønsforskelle? Selvom Moonspoon Saloon forfriskende rækker tunge af modens sorte og sæsonbaserede selvhøjtidelighed, indsætter de en kunstnerisk selvfedhed, hvor det ikke er comme ils faut at grine over mænd i koglesko eller krumme tæer over et vandrende papmaché-tårn. Moonspoon er ikke mode for feinsmeckere – det er skørt, tankevækkende, insisterende dilettantisk i sin formgivning og lidt ubehageligt – og derfor er det klædeligt i et hav af ellers så ensrettet og kommercielt dansk mode.