Messe en masse

Messeshows er tit uvedkommende som modeoplevelse. For når kollektioner bliver samlet på tværs under trends er det svært at se, hvem afsenderen er. Og hvem de er henvendt til. CFW bygger på en lang historie af messer, som går helt tilbage til de jyske uldkræmmere, men spørgsmålet er om messeshows hjælper København i sit arbejde mod håbet om at blive den femte mest anerkendte modemetropol. Selvom messeshows ikke altid leverer på designoplevelsen, giver de som regel en sjov og lækker showoplevelse. Det bærende element er derfor art direction, styling og fortolkning af trends. Igen i år stod Femmes Regionales for art direction’en af CIFF showet, og de formåede at løfte kommercielt, midt-market tøj til en god oplevelse. Rå, multifunktionel Dogville-agtig teaterscenografi med gulvfelter opdelt af shocking pink tape, Martin Margiela-lignende show piece tasker med trompe l’oeil effekt og fire (dukke)huse, var rammen om de fire hovedtrends: Body performance, som tog udgangspunkt i sæsonens hypede sportsmode, med bodystockings over gamacher tilsat benvarmere, sendte nik til Fame med nedtonede pasteller i syren og babyblå. Samme tema bød også på et behageligt velourjumpsuit med bar ryg og haremsben. Rustic roots var på besøg hos den engelske landadel med mænd i fløjsbukser og tweed-jakker og windbreakers, og denne sæsons militærtrend var dækket af armygrønne jumpsuits. Dark poetry bød på sorte læderbukser, blondemasker, lårlange støvler i dominatrixstil  og mænd i uklædelige leggings. Trady twist var et mix af retro-nytårsfest og royale vibes og viste en Charleston frønsekjole, lang perlebesat chemisekjole og og chiffontørklæder om håret. Mændene var i kjole og hvidt veste uden jakke og havde små kongekroner på sned. Samlet set var det allerede-eksisterende trends. Så der var intet nyt under solen, men opgaven var godt løst.

[[addon]]CPH Vision er kommet meget langt siden 1990erne, hvor det var et in-house messeshow med trætte pariservendinger. Nu er showet taget ud af huset og blev onsdag aften fornemt indrammet af Operahuset. Nyt var også, at presseshowet var forbeholdt damemode, og herremoden var flyttet over på Terminal 2s show. Og hvilken tiltrængt inddeling! Med udgangspunkt i WGSN’s efterårstrends holdt stylisten Anne Stockmann showet i en kølig og klædelig, skandinavisk snor. Væk var tidligere lange uredigerede march af trends, tilbage var sikker hverdagsmode. Med haremsbukser i satin (igen-igen), draperede nederdele, pelsveste, cardigans med bælte over, læder leggings og strudsefjerskraver var det ikke nytænkende mode, men det utaknemmelige job at skulle vise CPH Vision-deltagernes tøj samlet ud fra trends, var det professionelt løst. Svagest var de lady like sæt med en printet skjortekjole tilsat løse pelskrave. Stærkest var den helt nedtonede ny-minimalisme med grå-i-gråt sæt af bukser bluse med YSL-lignede tributestøvler og grå uldkjole med smalt sort bælte. Det var velredigeret – short and sweet.

[[addon]]Den tiltrængte opdeling af CPH Vision trendshow i et dame- og designorienteret show og i et street og overvejende mandeshow, havde desværre den konsekvens, at Terminal 2 showet virkede lidt nedprioriteret produktionsmæssigt. Og det var uklart, om man skulle stå eller slænge sig i sækkestole, og hvorfra modellerne kom ud på den hesteskoformede catwalk. Men da showet endelig kom i gang, var vi på stylistens, Simon Rasmussen, hjemmedrengehjemmebane. I et persongalleri, der blandede 80’er ghetto fab, mafioso, Hugh Hefner, elgjægere, gentleman’s club med Jean-Paul Gaultier sailor boys, var der dømt høj og hørmet cigarføring. Det var et eklektisk miks af stereotypiske og småchauvinistiske mandetyper, men modelcastet fungerede optimalt med en bred vifte af fede typer, og man kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og vippe med foden. Barbrystede gangstas med guldkæder og Hummelsæt og house coats over joggingsæt, kopi Louis Vuitton tasker, duffeljakker, preppy collegejakker, Wolverrine støvler, camouflage bukser og signalorange jagtkasket var alt sammen noget, der taler til kernen af home boys, der udstiller på Terminal 2, men som show savnede man noget lækkerhedsværdi i produktionen.