Arkk Copenhagen åbner ny butik: “Vi vil tættere på forbrugerne”
På torsdag udvider det fremadstormende, danske sneakerbrand sin butiksportefølje som endnu et led i deres vækststrategi.Arkk Copenhagen er fortsat godt i gang med at sætte deres tydelige fodaftryk på det danske – og internationale – sneakermarked. Og som et led i denne vækststrategi har de nu endnu en satsning i ærmet. Brandet har netop sløret for en ny pop-up-shop på Østergade i Indre By i København.
Den nye butik vil stå som supplement til Arkk Copenhagens eksisterende butik på Elmegade på Nørrebro, de åbnede i 2017, men kommer til at brede sig over fem gange så mange kvadratmeter. Siden brandet blev stiftet i 2015 er det da også kun gået én vej: frem. Grundlæggere Kasper Høj Rasmussen og Thomas Refdahl mener derfor, at tiden er inde til at skærpe deres fokus – målet med butikken er at få ARKK Copenhagen endnu tættere på sin målgruppe.
“Debatten om hvor kundens opmærksomhed skal fanges henne, har aldrig været større. I stedet for at tabe sig selv i den diskurs holder vi snuden i sporet og intensiverer, hvad vi er bedst til: mennesker, oplevelser og nyhedsværdi. Det sammenholdt med at vi har en strategisk ambition om at kunne komme endnu tættere på slutforbrugeren med vores historiefortælling og univers, kunne en sneaker pop-up shop i det mondæne København ikke være en mere oplagt anledning til at manifestere,” lyder det i en pressemeddelelse fra administrerende direktør Thomas Refdahl.
Hvordan knytter man bånd mellem brand og forbruger
I ønsket om at få en tættere relation til sine kunder er Arkk Copenhagens nye pop-up-butik skabt som en konceptforretning, hvor der er tænkt i strategier for, hvordan man knytter bånd kunde og brand imellem. Herunder vil der blandt andet være et område dedikeret til, at besøgende kan teste deres indre skodesigner og lege med materialer, snørebånd, farver og så videre. Et koncept, som brandet kalder ’ARKKITEKT STUDIO’, og som de første gang lancerede under vintermodeugen i Berlin.
“Det lyder som en kliché, men det stemmer, når vi mener, at verden og dens indbyggere udgør en af de største inspirationer og drivkræfter for Arkk, hvorfor enhver mulighed for at skabe uventede og anderledes oplevelser for mennesker, tiltaler os. Vi glæder os til at have endnu et vindue, denne gang i det centrale København, hvorfra vi kan vise os fra vores bedste side, aktivere nærområdet og i øvrigt have eksklusive nyheder og produkter på display,” tilføjer kreativ direktør Kasper Rasmussen.
Den nye pop-up-butik åbner torsdag den 4. april og har adresse på Østergade 7-9. Indtil videre er ambitionen, at pop-up-butikken skal holde åbent i et halvt år.¨