Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Markberg overtager Neye-brandet Aura

Neye henter Markberg ind til relancering af in-house brand

Med designer Mette Astrup i spidsen relanceres Neyes inhouse-brand Aura. Målet er at give det prisvenlige taskemærke en visuel overhaling, der kan styrke salget endnu mere.
Med designer Mette Astrup i spidsen relanceres Neyes inhouse-brand Aura. Målet er at give det prisvenlige taskemærke en visuel overhaling, der kan styrke salget endnu mere.

“Aura er et af vores mest populære brands, men vi har i den seneste tid haft et ønske om at relancere Aura med et designmæssigt løft, et fokuseret sortiment og et stærkere visuelt udtryk. Det var dog meget vigtigt for os, at det skete med stor respekt for den succes, brandet er i dag.”

Sådan lyder det fra Camilla Raffnsøe, administrerende direktør i Neye, der netop har indgået aftale med den ditto danske taskevirksomhed Markberg ApS. Med designer Mette Astrup i spidsen skal Neyes inhouse-brand Aura relanceres. Hun fortsætter:

“Vi var ikke i tvivl om, at Mette, i tæt samarbejde med os, var den rette til at løse denne opgave. Det skandinaviske look – den gode kvalitet med sans for tidens tendenser – kendetegner den nye kollektion og fremtidens Aura. Vi glæder os meget til at se de skønne tasker ude i gadebilledet.”

Relanceringen af Aura betyder helt konkret, at det fremover er Mette Astrup fra Markberg ApS, der skal stå for produktionen af Aura i tæt samarbejde med Neye, og at Mette bliver tilknyttet brandet som chefdesigner.

Markberg ser sin chance til at bidrage til et godt formål

Udover at være kendt som en af Danmarks største taskekæder, gør Neye sig også bemærket med deres velgørende profil. Neye Fonden har nemlig siden 1977 haft som sit hovedsaglige formål at donere hele virksomhedens overskud til kræftforskning – senest med en donation på 12 millioner kroner i november 2017. Og det er også én af årsagerne til, at Markberg og Mette Astrup har valgt at kaste både tid og energi efter Aura.

“På et eller andet tidspunkt i livet stifter de fleste danskere desværre bekendtskab med kræft, og det er derfor et privilegium, at jeg via mit samarbejde med Neye får mulighed for at støtte kræftforskningen,” siger hun og suppleres af Markbergs direktør, Rune Klemmensen:

”Vi er selvfølgelig stolte af at blive tilbudt at være partner på Neyes in-house brand Aura. Vi opfatter det som et stort skulderklap og anerkendelse af de kompetencer, vi har inden for produktion af skindvarer, når landets største retailkæde på området overlader hele design- og produktionsstyringen til os. Det er absolut også givende, at vi gennem samarbejdet er med til at støtte op om Neye-kædens gode formål,” tilføjer han og fortæller, at Markbergs private label-afdeling, der siden 2009 har produceret for en række andre danske kæder og mærker, bliver et separat område, som ikke influerer virksomhedens drift af eget brand. 

Den nye Aura-kollektion består af både lædertasker og -accessories og lander i Neye-kædens 42 butikker samt på Neye.dk i morgen, den 18. oktober 2018.

LÆS OGSÅ:

Markberg nomineret til omnichannel-pris