Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Re.Imagine og Røde Kors fortsætter samarbejdet

Designerne Michelle Bjerregaard Jensen og Brittany Malvino er fast besluttede på at kombinere bæredygtigt design og velgørenhed.
Designerne Michelle Bjerregaard Jensen og Brittany Malvino er fast besluttede på at kombinere bæredygtigt design og velgørenhed.

Re.Imagine er klar til at vise deres anden kollektion den 30. januar i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.

Re.Imagine har rødder i København og har til formål at skabe bæredygtigt streetwear, samtidig med at udnytte eksisterende ressourcer ved at genbruge tøj doneret af Røde Kors. Designerne bag brandet, Michelle Bjerregaard Jensen og Brittany Malvino, er begge dimittender fra KEA, og begyndte samarbejdet med Røde Kors da de stadig var studerende.

Re.Imagine bygger på en filosofi, hvor lokalt producerede produkter med fokus på håndværk er i højsædet, og troen på de store muligheder i at genbruge allerede eksisterende ressourcer. Re.Imagine genbruger tøj fra Røde Kors’ lager til at skabe unikaer, samtidig med at alt overskud går til et velgørende formål.

”Hele projektet er non-profit. Vi tjener ikke nogle penge på det, da vi får tøj fra Røde Kors’ lager og donerer alle pengene fra vores salg til dem. I øjeblikket arbejder vi med en model, hvor vi afholder events hver sæson, hvor man kan købe vores produkter. Når vi ikke afholder events, kan man kontakte os for salg af styles, og da vi arbejder med unika produkter, er det også muligt for os at lave design på bestilling,” forklarer Michelle Bjerregaard Jensen.

Denne gang har hun og Brittany Malvino slået sig sammen med 11 udenlandske og danske designstuderende, der alle går på KEA, under navnet ’Re.Imagine x Future Designers’. Formålet er at få endnu flere designere til at se potentialet i at arbejde med genanvendelse af genbrugstøj, især denim.

De to designere håber, at de med præsentationen af deres anden kollektion og kan være med til at give en bedre forståelse af, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed inden for mode i form af upcycling og redesign, og derved minimere det ressourcespild modeindustrien er præget af.