Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Historisk få butikslokaler står ledige i København

Det er en skrøne, at internettet tager al handel – siden 2008 har der ikke været så få ledige butikslokaler i København som nu.
Det er en skrøne, at internettet tager al handel – siden 2008 har der ikke været så få ledige butikslokaler i København som nu.

Ledigheden for butikslokaler i København nåede ned på 2,3 procent ved indgangen til tredje kvartal af 2016, mens ledigheden for butikslokaler på landsplan var nede på 5,9 procent. Det er det laveste niveau i henholdsvis otte år og fire år, skriver retailnews.dk.

Simon Skou Andersen, der er administrerende direktør for Oline.dk, fortæller til Business, at hovedstaden nærmer sig niveauet før finanskrisen.

”Væksten er stærkest i hovedstaden, som blandt andet nyder godt af stigende beskæftigelse og flere indbyggere. Efterhånden nærmer hovedstaden sig niveauet før finanskrisen, da kun omkring en procent af butikkerne stod ledige. Rundt om i landet ramte finanskrisen detailhandlen med forskellig styrke, og selv om mange provinsbyer fortsat døjer med tomme butikker, så har flere landsdele oplevet fremgang det seneste år, for eksempel Fyn, Nordjylland og Vestjylland.”

Forsker i forbrugeradfærd, trends og detailhandel hos Retail Institute Scandinavia, Dorte Wimmer, fremhæver to årsager til, at ledigheden for butikslokaler er faldet. Mange detailkæder har prioriteret bedre beliggenheder og lukket butikker i ydreområder, mens også flere butikker gerne vil være til stede både fysisk og online.

En undersøgelse foretaget af Dorte Wimmer i både i 2013 og 2016 viser blandet andet, at 37 procent af de adspurgte foretrak at handle udelukkende i fysiske butikker.

”Så det er lidt en skrøne, at internettet kommer og tager hele handelen. Det er helt klart de detailkæder, som både har fysiske butikker, der ligger rigtigt, og onlinebutikker, der vinder,” siger Dorte Wimmer til Business.