Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Eva Kruse får fornem pris

I går modtog Danish Fashion Institutes CEO, Eva Kruse, The Womenomics Global Impact Award 2016 for sit arbejde med bæredygtighed og innovation i modebranchen.
I går modtog Danish Fashion Institutes CEO, Eva Kruse, The Womenomics Global Impact Award 2016 for sit arbejde med bæredygtighed og innovation i modebranchen.

For tredje år i træk samledes danske og internationale talere, eksperter og virksomheder på Børsen til Womenomics CPH konferencen for at sætte fokus på diversitet og vækstmuligheder samt hædre tre kvindelige rollemodeller, som alle har gjort en forskel i det danske erhvervsliv.

Stifteren af Womenomics CPH, Tine Arentsen Willumsen mener, at det er vigtigt at hylde de kvinder, der gør en forskel.

”Vi ønsker flere, synlige kvindelige rollemodeller, og ved at trække de gode eksempler frem og anerkende deres imponerende indsats, håber jeg, at vi er med til at styrke dette. Jeg har set meget frem til at overrække priserne og dermed støtte dem i deres forbilledlige arbejde,” siger Tine Arentsen Willumsen.

DAFIs direktør var blandt de tre prismodtagere, og Womenomics giver følgende begrundelse for, at valget er landet på Eva Kruse:

”På grund af hendes rolle som skaberen bag Copenhagen Fashion Summit og den globale bevægelse, som hun har formået at sætte i gang med udgangspunkt her i Danmark omkring fokus på bæredygtig mode og innovation i branchen. Samtidig har hun formået at holde fokus på det faktum, at netop bæredygtighed også er godt for modeindustriens forretning.”

Tidligere modtagere tæller blandt andre forhenværende EU-kommissær og klimaminister, Connie Hedegaard og tidligere koncernchef for TrygVesta, Stine Bosse.

”Jeg er beæret over denne anerkendelse af mit arbejde og med de tidligere modtagere af Womenomics’ pris, er det fornemt selskab jeg kommer i”, siger Eva Kruse til Fashion Forum.

Ud over Eva Kruse, fik Eva-Lotta Sjöstedt, CEO Georg Jensen, The Womenomics Leadership Award og Selina Juul, stifter af ”Stop Spild af Mad” modtog The Womenomics Influencer Award.

Blandt talerne ved gårsdagens konference var Udenrigsministeren samt Maria Rørbye Rønn, generalsekretær i DR, Morten Albæk, CEO Voluntas, Katja Iversen fra Women Deliver, og Mogens Lykketoft, formand for FN’s Generalforsamling.