Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny treenighed: Newline teamer op med Rasmus Storm og Malkit Singh

HALO er det nyeste skud på stammen hos det danske sportsmærke Newline, og det er første gang, at den nordjyske virksomhed indgår i et samarbejde med den københavnske modebranche.
HALO er det nyeste skud på stammen hos det danske sportsmærke Newline, og det er første gang, at den nordjyske virksomhed indgår i et samarbejde med den københavnske modebranche.

Newline er ikke et af de mærker, der har masser af samarbejder i baggagen. Den danske virksomhed har lavet sports- og løbetøj siden begyndelsen af 1980’erne, og har i alle årene specialiseret sig i funktionalitet, og især dygtiggjort sig indenfor løbetøj. Men da Newlines direktør Per Thomsen mødtes med den garvede modeentreprenør Rasmus Storm og den erfarne PR-mand Malkit Singh, opstod ideen til et samarbejde de to parter imellem – HALO I blev lanceret sidste år, og HALO II er netop landet i butikkerne. HALO står for High Altitude Low Opening – en metode i faldskærmsudspring udviklet af Det Danske Jægerkorps – og refererer til oprindelsen af og inspirationen til Newlines første løbedragt, lavet af faldskærmsmaterialer.

”Det blev hurtigt klart, at vi kunne lave noget rigtig godt sammen, og rent faktisk skabe et nyt koncept ud fra den unikke historie som Newline allerede har,” fortæller Malkit Singh. Han og Rasmus Storm danner makkerpar på flere projekter, og begge så stort potentiale i at arbejde sammen med Newline.

”HALO er ikke blot en collab, men et nyt koncept under Newline-navnet, som vi bestemt forventer fortsætter kontinuerligt. Vi har de senere år haft fokus på at bringe modens farver og designs ind i vores kollektioner, og følte, at tiden var inde til at gå skridtet videre, og prøve at åbne op for et nyt segment,” fortæller Newline Brand Manager, Karina Harbo Jensen, og tilføjer, at selv om HALO ikke er rugbrødet i Newline-forretningen, så har det nye brand allerede haft positiv afsmitning på sit veletablerede søstermærke.

Den optimale kombination
Strategien for udbredelsen af og kendskabet til HALO adskiller sig nemlig fra resten af Newline – hvor brandets klassiske løbetøj bliver solgt i sportskæder og løbebutikker, så skal HALO ud til et andet publikum. Derfor er københavnske RICH & HANC. AGENCY sat på opgaven – de laver blandt andet også distribution for Han Kjøbenhavn og The North Face.

”RICH & HANC. har en god energi og kender markedet godt, og har været med til at få HALO ud de rigtige steder,” fortæller Malkit Singh. Indtil videre er det kun en række udvalgte forretninger som har HALO i sortimentet, blandt andre Soto i Berlin, Hypebeast i Hong Kong, Bottega Backdoor i Bologna, og herhjemme, foruden Storm, Rezet og Kyoto i København, Støy Munkholm i Aarhus.

Han og Rasmus Storm er kreative partnere på projektet, og sammen med Newlines tekniske designere har de udviklet kollektionen, der består af en række designs inspireret af Newlines historie, som kommer til udtryk i funktion, farvevalg og et udvalg af prints.

”Samarbejdet giver super god mening – vi har den tekniske designkundskab, og Rasmus og Malkit har fingeren på pulsen de rette steder, i forhold til at kende segmentet og butikkerne som HALO skal nå ud til,” siger Karina Harbo Jensen. Malkit Singh er helt enig, og det er kombinationen af de forenede kræfter, som gør, at HALO skal blive en succes.

”Rasmus har det stærkeste visitkort i form af sin butik og over 20 års erfaring i modebranchen – hans øjne ser noget andet end mine, for jeg er mere teknisk orienteret i forhold til pasform og funktioner. Når vi så bringer vores ideer til Newline, har de et dygtigt hold af designere og konstruktører, som kan realisere stylesene på den bedst mulige måde – så det er en virkelig stærk kombination,” slutter han.