Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nørgaard sætter fokus på tøj, kunst og selviscenesættelse

Københavnerikonet Nørgaard paa Strøget åbner i næste uge op for tre dages non-stop performancekunst i sit butiksvindue. Målet er at anskueliggøre sammenspillet mellem tøjvalg og iscenesættelse.
Københavnerikonet Nørgaard paa Strøget åbner i næste uge op for tre dages non-stop performancekunst i sit butiksvindue. Målet er at anskueliggøre sammenspillet mellem tøjvalg og iscenesættelse.

Det danske mærke Mads Nørgaard Copenhagen sætter i den kommende uge fokus på samtidskunst i sin butik Nørgaard paa Strøget. Butiksvinduet vil derfra mellem den 12. og 15. marts danne ramme for kunsteren Nana Francisca Schottländers performance-installation ’Please be here now’, hvor hun i tre dage bor i butikkens front.

Se mig, se mig, se mig

Ifølge Mads Nørgaard selv, skal installationen både vise, hvordan forbrugeren iscenesætter sig selv gennem tøjvalg og belyse langsommelighed i en modebranche præget af høj fart.

”Hvor tøjets oprindelige formål var at holde os varme, er tøj i dag højere grad kædet sammen med selviscenesættelse. Vi køber tøj, fordi vi har lyst til det og fordi vi vil ses af andre og søge deres blik – og dét at beskue og blive beskuet stiller ’Please be here now’ skarpt på. For når Nana Francisca Schottländer sidder i vinduet, vil hun kigge på de forbipasserende og invitere dem til at kigge på hende,” siger Mads Nørgaard til FashionForum.

LÆS OGSÅ: “Mode er in på museerne”

Han understreger, at performance-installation også fungerer som en kontrast til en modebranche, der er besat af, hvor hurtigt det hele skal gå.

”Grundlæggende sker der jo ikke noget i butiksvinduet, for Nana Francisca Schottländer kommer basalt set ikke til at lave noget i vinduet. Hun vil i løbet af de tre dage få besøg af inviterede gæster som kunstneren FOS og Jørgen Nørgaard, men ud over det vil hun bare lave hverdagsting. Så måske man bare ser hende spise en kiks eller læse en bog. Installationen har derfor et langsomt tempo, hvilket harmonerer med vores designtilgang samtidig med, at det står som en modpol til modebranchens høje fart,” siger Mads Nørgaard.

Nørgaard paa Strøget har førhen også haft kunstneriske samarbejder blandt andet FOS, Jes Brinch og Lilibeth Cuenca.