Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Tendens: Dametøjsmærker vil også lave herretøj

Udsigten til et voksende marked for herretøj, får flere etablerede dametøjsmærker til at udvide med herretøjslinjer. Overgangen fra dametøj til begge køn er dog ikke nødvendigvis gnidningsfri.
Udsigten til et voksende marked for herretøj, får flere etablerede dametøjsmærker til at udvide med herretøjslinjer. Overgangen fra dametøj til begge køn er dog ikke nødvendigvis gnidningsfri.

Coach, Whistles og nu Michael Kors er blot et uddrag af de internationale dametøjsmærker, der det sidste år har valgt at lancere tøj eller accessories til mænd. For selvom det stadig er kvinderne, der bruger klart flest penge på luksustøj og -accessories, så vil vækstraten i herrernes luksusforbrug være højere end kvindernes i de næste fem år. Euromonitor estimerer, at luksustøj og -accessories til mænd vil nå 81 milliarder dollars i 2019, hvilket er en 36 procents stigning fra 2014. Det skriver Businesoffashion.com.

Både Michael Kors og Coach anslår, at deres respektive herrelinjer vil generere op mod 1 milliard dollars i 2017 – og selvom det med Euromonitors estimat ikke er usandsynligt, så er overgangen fra dametøjsmærke til begge køn ikke bare lige til.

Feminine navne kan skabe problemer

Ifølge Ruth Bernstein, medstifter af det amerikanske brandstrategiske agentur Yard, kan det blive svært for virksomheder med feminine brandnavne at krydse over i herretøj.

”Brands som har stærke feminine navne, såsom Tory Burch, vil uden tvivl møde udfordringer, når de bevæger sig over i herrekategorien. Det er ingen hemmelighed, at de 10 største herrebrands alle har maskuline navne: Ralph Lauren, Diesel, Hugo Boss, Tommy Hilfiger osv.,” siger Ruth Bernstein til Business of Fashion.

Euromonitors ansvarlige for luksusvarer Fflur Roberts siger dog, at det i sidste ende handler om designkvaliteten. Hun mener, at hvis dametøjsmærkerne kan følge den samme designkvalitet i deres herretøj, som de har gjort i dametøjet, så vil mændene købe ind i konceptet.

Kilde: Businessoffashion.com