Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designkonkurrencer betaler sig - også for taberne

Selvom det tager tid, koster penge og kan være stressende at bidrage til de mange talentkonkurrencer, ser unge designere stadig flere fordele end ulemper ved at deltage.
Selvom det tager tid, koster penge og kan være stressende at bidrage til de mange talentkonkurrencer, ser unge designere stadig flere fordele end ulemper ved at deltage.

Både helt nye og mere erfarne designere kan få masser ud af at deltage i designkonkurrencer – og det gælder både for vinderne og taberne.

Giorgi Rostiashvili færdiggjorde sin BA-uddannelse på Kunstakademiets Designskole sidste år. Kort efter deltog han i den skandinaviske designkonkurrence Designers’ Nest AW14 og vandt førstepræmien med sin kollektion. For ham har Designers’ Nest været en platform, hvor han har fået mulighed for at vise sit design til branchen:

”Noget af det, jeg værdsætter ved oplevelsen, er eksponeringen af mit arbejde i et seriøst forum,” siger han til FashionForum.

Selvom man ikke nødvendigvis vinder konkurrencerne, kan man nemlig stadig lære meget af at deltage, fordi man opbygger nogle nye færdigheder og bliver udfordret på nye måder, mener han.

Det er det hele værd

Men konkurrencerne kan sagtens have en gavnlig effekt, også selvom man ikke havner øverst på podiet. Det kan Nikoline Liv Andersen tale med om. Hun deltog nemlig i Dansk Design Talent – Magasin-prisen i 2013 men vandt ikke.

Ved Dansk Design Talent-prisen parres fire unge designere med dels hver deres mentor – en etableret designer – og dels med en muse, der typisk er en dansk musikkunstner, som det unge talent skal designe tre-fem outfits til.

Vinderen modtager en præmie på 500.000 kr.

 LÆS OGSÅ: Designkonkurrencer bidrager til netværk og læring

Har man set Nikoline Liv Andersens outfits i konkurrencen, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der må have ligget meget tid, arbejde og penge i processen. Hun designede tre outfits, til den danske sangerinde Mette Lindberg fra the Asteroids Galaxy Tour, der blandt andet bestod af en kjole med hundredvis af påsatte sugerør, som skabte en illusion af tredimensionale, skrøbelige panservinger. 

Men når man ikke får hverken sine materialer eller sin tid betalt – og man ikke vinder pengepræmien – er det så overhovedet værd at være med? For Nikoline Liv Andersen er svaret et rungende ja. Hun er også efter denne konkurrence stadig positivt stemt overfor talentkonkurrencerne.

Eksponeringsplatform

”Der var rigtig god pressedækning på arrangementet, og det har derfor givet rigtig god omtale,” fortæller hun til FashionForum.

Hun har været med i flere forskellige designkonkurrencer, blandt andre “Pimp My Coat”, der arrangeres af Vogue italia, og den skandinaviske konkurrence +46, der begge gav hende god omtale og fungerede som gode springbræt.

”Jeg tror helt klart, at flere kender mit navn nu efter Dansk Design Talent, hvilket er afgørende for at komme videre i sin karriere,” understreger hun til FashionForum.

Og det er blandt andre også den islandske designer Rakel Sölvadóttir et godt eksempel på. Hun deltog i Designers’ Nest under den københavnske modeuge SS14 men løb heller ikke af med sejren. Til gengæld havde Lady Gagas stylist holdt øje med konkurrencen og kontaktede Rakel Sölvadóttir for at få fingre i tøjet, som efterfølgende er blevet set på flere billeder af det amerikanske popfænomen.

Deltagelse er en læringsproces

For Giorgi Rostiashvili, der vandt Designers’ Nest i fjor, har deltagelsen i høj grad også været en læringsproces, fordi han fik set på sit arbejde med andre øjne.

”Udover at man får sit arbejde eksponeret, bliver man også mere orienteret mod “den virkelige verden”, når man skal kommunikere sine ideer uden for skolen og får nye eksterne perspektiver på sin arbejde,” siger Giorgi Rostiashvili til FashionForum.

Nikoline Liv Andersen er enig i, at designkonkurrencerne er lærerige og udvikler de deltagende designere.

”Man skaber sig et større netværk, lærer at arbejde med mange mennesker og at have flere bolde i luften. Noget af det, der er vigtige parametre i det at drive en designvirksomhed,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Designkonkurrence former og fremmer bæredygtigt design

Umiddelbart er der ikke mange skyggesider, når øjnene falder på designkonkurrencernes værdi for de deltagende. Der er uden tvivl mange veje til succes, men det kunne tyde på, at konkurrencerne kan være et startskud for en designkarriere.

”Det er én af vejen frem. Det gør det ikke alene, men det kan helt klart hjælpe dig videre,” slutter Nikoline Liv Andersen.