Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Vanessa Friedman taler ved Copenhagen Fashion Summit

Der er kun lige godt en måned til årets store CSR-brag. Nu er talerne så småt ved at være på plads, og der er meget at glæde sig til.
Der er kun lige godt en måned til årets store CSR-brag. Nu er talerne så småt ved at være på plads, og der er meget at glæde sig til.

Der er kun en måned, til København danner rammen om verdens største topmøde for bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit.

Programmet begynder så småt at tage form, og blandt talerne er moderedaktør ved Financial Times Vanessa Friedman (der dog snart hopper til The New York Times med samme titel, red.)og Alan Roberts, der er direktør i initiativet for at forbedre tekstilarbejdernes rettigheder i Bangladesh, The Bangladesh Accord. Foruden selvfølgelig eksperter fra store virksomheder som Kering, H&M og Eco Age.

Eva Kruse, der er adm. direktør i Danish Fashion Institute, der arrangerer Copenhagen Fashion Summit, håber, at konferencen kan inspirere og påvirke det brede spektrum af branchen, som allerede nu har meldt deres ankomst til topmødet. Deltagerlisten tæller nemlig allerede ansatte fra luksusmærker som Saint Laurent, Ralph Lauren og Acne og store kommercielle spillere som Inditex og Timberland.

I NICE, det bæredygtige projekt under Danish Fashion Institute og Nordic Fashion Association, glæder udviklingsdirektør Jonas Eder-Hansen sig især til at høre Kerings oplæg:

“Det er et meget stærkt program, vi har stablet på benene denne gang. Personligt glæder jeg mig især til at høre om de bæredygtige initiativer i den store koncern Kering (gruppen bag en lang række high end-mærker, red.). Særligt fordi fokus for årets topmøde er ‘løsninger’, bliver det spændende at høre, hvordan gruppen bag luksusmærker som Saint Laurent og Gucci forholder sig til de CSR-udfordringer, der uvægerligt er i modevirksomheder af en vis størrelse,” siger han til FashionForum.

Det er atter Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, som er protektor for Copenhagen Fashion Summit, og som således skyder topmødet i gang. Som en del af Copenhagen Fashion Summit kan også opleves et stort modeshow med bæredygtige tendenser i centrum. Her viser 12 nordiske designere – heriblandt danske Designers Remix og svenske Filippa K – deres kreative bud på lækkert bæredygtigt design.

Copenhagen Fashion Summit 2014 foregår d. 24. april i Operaen i København. Se programmet og køb din billet på www.copenhagenfashionsummit.com