Det begynder snart at blive en tradition, min tilbagevendende lovprisning af TEKO. Men hvor er de dog dygtige, dimittenderne fra Herning. Denne gang kunne ti kvindelige designere vise deres kollektioner, og hver og en var gennemarbejdet, strømlinet og fuldstændig parat til at blive sat til salg. 

[[addon]]

Det startede med et brag og en heftig citrusgul kreation af Trine Engelbretsen. Med stoflameller svunget om modellernes skarptskårne kjoler associerede man straks Vilsbøl de Arce, men Trine Engelbretsen tager stofpanelerne i en anden retning: Her arbejder de med kvindens former og danner i højere grad plisseringer end Vilsbøl de Arces genkendelige skeletkonstruktioner. 

 
Overdimensioneret kabelstrik
På samme måde havde hun brugt disse lameller som andre denne sæson har brugt overdimensioneret kabelstrik, og selv halskæderne i klar plast hang sammen med den meget fuldendte kollektion.
 
Femte minikollektion på podiet var Line Hahns. Hun havde med udgangspunkt i en række meget kontemporære styles: camelfrakken nytolket i råhvid – med fuldstændig perfekt udført syet mønster – en blid bølge smøg sig langs ryggen og forenede jakken ene – dyb marineblå – side med den anden. Vesten – men nu med bølgedetaljen fra jakkens ryg som kant nederst – og næsten gulvlange skøder fortil. En smagfuld – og stadig legende – kollektion, der i sin helhed fremstod komplet og færdig.
 
Smagfuld karry
Rebecca Posselt Pedersen, showets næstsidste designer, viste en afsindigt smagfuld kollektion holdt i karrygul og lys gråhvid. Første indgang var en superelegant gulvlang, taljeret karryfarvet chiffonkjole med marabou-fjer i den høje hals og sirlige, tætsiddende stofbeklædte knapper langs rygsøjlen. Selvom Rebecca Posselt Pedersen kan meget mere – de højtaljede, ligeledes karrygule bukser ville gøre sig godt som kontortøj – ville hun gøre sig genialt som aftenrobedesigner.
 
Flere af designerne havde taget fat i herretøj, nogle med kommercielt og sporty tilsnit som Ellen Hedermann Pedersen og nogle med mere klassisk elegance som udgangspunkt – fx Rikke Marianne Jensen, der især begejstrede med en vovet kedeldragt i dueblåt stof, der på underdelen changerede som en oliepøl over i violet/lilla. 
 
Vandige print
Allersidste designer, Eva-Maria Suviste, havde også taget fat i de vandige print. Hendes kollektion bød på nogle meget smukker tekstiler, der næsten ledte tankerne hen på den slags silketryk, i hvert fald undertegnede massefremstillede på fritteren og forærede mor og bedstemødre i julegave…Eva-Marias udgave var bare noget pænere.
 
Der bliver snart kedeligt at skrive det igen – men når det nu er sandt: TEKO begejstrer og imponerer hver eneste gang – og det er nok heller ikke en tilfældighed at både gyldne pelsnåle og designer’s nest-konkurrencer ofte går til netop dimittender fra skolen i Herning.