Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
NN07 kampagnebillede

NN.07 kickstarter USA-satsning med ny strategisk partner 

Brandets internationale ekspansion fortsætter med åbningen af flagship store i New York og ansættelsen af tidligere Bloomingdale’s-profil.
Brandets internationale ekspansion fortsætter med åbningen af flagship store i New York og ansættelsen af tidligere Bloomingdale’s-profil.

“En butik i New York er en manifestation af brandets momentum, og i dag er vi stolte over at kunne annoncere åbningen af ​​vores første flagskibsbutik i USA,” lyder det fra Anders Rahr, administrerende direktør i NN.07, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

“Vores ambitioner i USA er store, og at have Justin Berkowitz ombord er et solidt grundlag for succes. New York er kun begyndelsen for os, og flere branded spaces og flagskibsbutikker i kulturelle hot spots i hele USA og Europa er på vej. Den voksende interesse for vores brand har skabt en mulighed for os for omhyggeligt at vælge lokationer og partnere, der stemmer overens med vores vision og værdier.”

Justin Berkowitz kommer fra en stilling som Men’s Fashion Director hos Bloomingdale’s og var blandt andet med til at få NN.07 introduceret i USA i 2016. Ifølge ham er nu også det rigtige tidspunkt for NN.07 at slå sig ned på det amerikanske marked. Han lægger blandt andet vægt på, at brandet leverer tøj, som er designet og produceret til at holde i en tid, “hvor luksusmarkedet bliver mere og mere uopnåeligt for mange, og fast fashion føles stadigt mere uansvarligt.”

NN.07 blev grundlagt i 2007 med et par chinos og er herfra vokset til at præsentere fulde kollektioner af herretøj. De bliver forhandlet i mere end 600 forretninger verden over som blandt andet Mr. Porter, END Clothing, Harvey Nichols og Matches og høstede sidste år enorm PR-værdi, da Jeremy Allen White bar deres ternede overskjorte i den hypede serie ’The Bear’.

Den nye NN.07 flagskibsbutik ligger på 276 Lafayette Street og åbner i sensommeren 2024.