Won Hundred samler alt under ét tag
Ny Østergade 29 er fremover adressen for alle Won Hundreds aktiviteter – alt fra showroom, butik, PR og webshop, fortæller grundlægger og kreativ direktør, Nikolaj Nielsen.Der sker ting og sager for Won Hundred, og året byder på flere forandringer for det danske brand. 2017 startede godt ud med en kapitalindsprøjtning, og kreativ direktør og grundlægger, Nikolaj Nielsen, kunne ånde lettet op og se frem til mere kreativ frihed.
Seneste nyt fra brandet er, at alle funktioner fremadrettet skal være under ét tag i indre by:
”Vi vil gerne samle det hele i et hus: Design, produktion, PR, webshop, butik og mere. Det skaber en god kreativ dynamik i huset, og der er ikke noget kommunikation, der går tabt. Det nye koncept kalder vi ”Won Hundred 2.0”, fordi det er en milepæl for os i det nye koncepthus,” siger Nikolaj Nielsen.
Omstruktureringen betyder samtidig, at kontoret og showroomet skifter adresse, og butikken i Klosterstræde flytter til de samme nye lokaler på Ny Østergade 25.
”Lige inden modeugen til sommer slår vi dørene op til vores nye, store butik i koncepthuset i hjertet af København. Her kan vi vise vores fulde herre-, dame-, denim- og accessory-kollektioner, samt møde vores kunder,” siger han.
Sammen med det kreative agentur, Moon International, har Nikolaj Nielsen designet butikkens indretning. Møblerne har en svensk designgruppe, Magniberg, været ansvarlige for, og resultatet er minimalistiske træmøbler, blandt andet lyserøde stole og egetræssofaer. Bagvæggen består af en overdimensioneret ”deminhylde” – helt i tråd med Won Hundreds denim-univers.
I forbindelse med at der kom ny kapital i firmaet i januar, sagde Nikolaj Nielsen:
“Nu tror jeg mere på det end nogensinde før. Hvis det ikke lykkes nu, så lykkes det aldrig, eller så skal det i hvert fald ikke være med mig i spidsen.”