Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Munthe AW24
COPENHAGEN FASHION WEEK AW24, Modeuge

Munthe når Naja er bedst

Naja Munthe slipper sin indre hestepige løs i en fint sammenhængende kollektion med moderate western-referencer, der gør det lidt sjovere at gå i denim.
Naja Munthe slipper sin indre hestepige løs i en fint sammenhængende kollektion med moderate western-referencer, der gør det lidt sjovere at gå i denim.

READ THE ENGLISH VERSION HERE

Munthe, torsdag den 1. februar 2024 klokken 11.00, Bella Arena, 2300 København S

Naja Munthe har måske ærgret sig lidt, da hun midt i januar så reportagerne fra mændenes modeuge i Paris. Her havde hun i månedsvis arbejdet på sin kollektion og et show univers, som tager udgangspunkt i sin livslange passion for ridning, og så viser Louis Vuittons nye kreative direktør Pharell Williams sit take på luksus-møder-prærien komplet med widescreen baggrundsfilm af galopperende cowboys og indfødte amerikanere på catwalken. 

Det havde hun nu ikke behøvet at gruble over, for selv om Naja Munthe viste videoer af blodrøde solnedgange, kaktusser og karakteristiske klippeformationer klippet sammen med frit løbende heste i slowmotion som omdrejningspunkt i Bella Arena, så havde hendes kollektion et helt andet fokus. Den altopslugende interesse for livet i og omkring staldene har siden barnsben givet hende en indre ro, og den ønskede hun at kanalisere videre i en fortælling med udgangspunkt i denim for at vise, hvordan man kan bruge den blå favorit på nye og afslappede måder.

Det kan nemt ende i klichéer, hvis inspirationen baseres på ren klassisk western-stil, men hun balancerede netop fint mellem et jordnært dansk look og en urban nyfortolkning af den amerikanske livsstil omkring Rocky Mountains. Hun lagde stærkt ud med en suite af bløde, baggy jeans med dobbeltlinning sat sammen med feminin dynejakke quiltet i det nye logomønster – eller mere boxy maskuline jakker og veste med pilefor. Efterfulgt af en virkelig velsiddende midi-nederdel med fast hoftestykke i mørkere denim og en nyfortolkning af skinny jeans, som Naja Munthe netop mener kommer tilbage og får en plads side om side med de vide bukser, men gjort lidt city cool med en leopard-printet blazer.

Hun har lånt de snoninger, man ofte ser som syninger på de ægte cowboy chaps, og blæst dem op i størrelse som broderet dekoration på pastelfarvede bløde uldsweatre, og minimeret dem igen som stikninger på spidse ballerinaer og nogle meget elegante støvler med tynd hæl, der er milevidt fra de nok autentiske, men lidt klodsede cowboystøvler.

Hun gør ikke nogen hemmelighed ud af, at hun også har set TV-serien Yellowstone om ranchlivet i Montana, så det er måske med den fiktive Beth Dutton in mente, at en anden stor del af kollektionen er dedikeret til feminine bluser og kjoler med lidt rebel i sidesømmene. De var i moderne ecrufarvede blonder med et let pufærme, uden at der gik Det Lille Hus På Prærien i dem, og lidt mere tough i sorte bukser, skjorter, mini og maxi nederdele. Det smukkeste var dog en lille serie med denimblå og beige pailletter i store, grafiske plamager som midi nederdel med tilknappet denimskjorte til og en kort sexet aftensag med indbygget blondeunderkjole, som ville være et bryllup værdig for førnævnte Beth.

Til gengæld gik der måske lidt rodeo i krystalfrynserne på en denimjakke med jeans eller miniskørt til, men det overordnede indtryk er en Munthe-kollektion, når Naja er bedst.

Du kan se et udvalg af billeder fra showet nedenfor. Se hele kollektionen her