Podcasts
Økonomi

Dalende regnskab fra Mads Nørgaard A/S er stadig tilfredsstillende

Øgede omkostninger og stigende priser har siden slutningen af 2021 påvirket Mads Nørgaard A/S, og det kan ses i deres årsregnskab.
Øgede omkostninger og stigende priser har siden slutningen af 2021 påvirket Mads Nørgaard A/S, og det kan ses i deres årsregnskab.

Mads Nørgaard A/S, bestående af Mads Nørgaard – Copenhagen, Nørgaard på Strøget og Mads Nørgaard Ejendomme ApS, har nu præsenteret deres regnskab for 2023, og de var ikke forkerte på den, da de i deres ledelsesberetning for 2022 skrev; “Vi forventer et resultat før skat på 9-14 millioner kroner for det kommende år.”

For resultatet før skat for 2023 ligger nemlig på 9,8 millioner kroner sammenlignet med året før, hvor det lå på 14,5 millioner kroner. Efter skat lyder bundlinjen for 2023 på 7,8 millioner kroner, hvor den i 2022 lå på knap 11,3 millioner kroner. Og dette vækker tilfredshed hos ledelsen. 

“Resultatforventningen for 2023 var et resultat før skat på 9-14 millioner kroner. Målsætningen blev opfyldt trods de mange udfordringer i 2023,” skriver virksomheden i deres nyeste ledelsesberetning. 

“Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende. Resultatet afspejler både stigende råvarepriser, generel uro på vores markeder samt de planlagte investeringer i vores brand,” uddyber de.

Dog er Mads Nørgaard A/S ikke færdige med at forvente dalende tal og flere nedjusteringer.

“For det kommende år er der planlagt en række investeringer i udvikling af forretningsaktiviteterne som medfører øgede omkostninger. Siden slutningen af 2021 har vi fortsat oplevet stigende priser på råvarer, transport, øget fokus på CSR og andre ydelser, som forventes yderligere intensiveret i de kommende år. De planlagte investeringer, prisstigninger samt den generelle uro i verdensorden medfører, at vi forventer et resultat før skat på 7-10 millioner kroner for det kommende år,” fortæller de om deres forventninger for 2024.