Nyt podcastafsnit: Hvad sker der med et brand, når chefdesigneren går?
I det nyeste afsnit af Fashion Forum på lyd dykker vi sammen med Børsens moderedaktør, Rikke Agnete Dam, ned i, hvad der sker med et brand, når den grundlæggende – og navnebærende – designer stopper og overlader styringen til nye kræfter.“Et fuldstændig fantastisk show. Jeg kan huske en orangebrun, stropløs kjole med et kæmpe skørt – og meget skulpturelt” – en kjole, som tog pusten fra tilskuerne. Sådan beskriver Rikke Agnete Dam, moderedaktør på Børsen, den finalekjole, der lukkede Mark Kenly Domino Tans AW15-show. Dét show, som for alvor fik hende til at holde øje med den dengang stadigt nye designer. Hendes showanmeldelse i Børsen fik da også rubrikken: “Et ord er faktisk nok: Wauw.”
Nu – knap otte år senere – er Mark Kenly Domino Tan efter længere tids sygemelding netop trådt ud af brandet og har overladt styringen helt til Fashion Society, som gradvist siden 2017 har fået større ejerskab over brandet. Og det efterlader et stort spørgsmål: Hvad så nu?
Netop dét havde vi Rikke Agnete Dam i studiet til en snak om – en snak, som nu kan høres i det seneste afsnit af ’Fashion Forum på lyd’.
“Uha, det her bliver svært,” var Rikke Agnete Dams første tanke, da hun hørte om Mark Kenly Domino Tans exit fra brandet.
“Det gør det jo, fordi uanset hvad bliver det jo noget andet. Når det er en person, der har startet et mærke, så er det en afspejling af den her persons vision, og den kan jo ikke erstattes. Det er ikke sikkert, at det bliver dårligere, ligesom det ikke er sikkert, at det bliver bedre. Men det er helt sikkert, at det bliver noget andet. Så er der også det med det, at når der står en person bag, som selv har grundlagt et mærke, så er der jo noget meget autentisk over det. Og det er måske derfor, at vi også tænker, at det bliver svært…” uddyber hun.
For er chefdesigneren egentlig brandets kerne? Hvis vi ser mod de store, internationale modehuse, bliver svaret et rungende nej. Her forbindes navnene nu i højere grad med brandet end personen bag, og vi er vant til, at chefdesignerne skiftes ud forgodtbefindende. Men hvordan forholder vi os til det indenfor vores egen lille andedam i den danske modebranche?
Lyt med på Apple Podcast eller Spotify nu.