Podcasts

Gestuz bevæger sig ud i ny produkttype – og markerer det med kunstnersamarbejde

Gestuz har før lavet clutches og andre små håndtasker, men for første gang har de begivet sig ud i at lave et selvstændigt taskedesign, der ikke blot skal ses som add-on til tøjkollektionen. Den nye taske, kaldet Harvey, skal således markere Gestuz’ nye veje ind på accessoires-området, hvor der er lagt flere kræfter i designprocessen, og taskerne skal føres videre fra sæson til sæson med nye farver og teksturer. Harvey er en håndtaske med klap i læder med skarpe, skrå linjer og et lille buet håndtag.

For at fejre lanceringen af Harvey har Gestuz rakt ud til den franske keramiker og kunstner Laberiane Ponton, der står bag keramikstudiet Burrata Studio. Hun har fortolket Harvey-tasken i keramik og har således skabt en række keramikversioner af den nye taske. Laberiane Ponton har ligeledes skabt en række nøgleringe i keramik med en mini-version af tasken, Eiffel-tårnet og Getstuz’ logo med inspiration fra souvenir-nøgleringe.

“Der har længe været en tæt forbindelse mellem Getuz og kunst. Lige siden vi havde vores første fremvisning på Copenhagen Fashion Week, kaldet Gallery Gestuz, hvor vi udforskede de forskellige måder og medier, vi kunne bruge til at kommunikere vores designs. At arbejde sammen med en så talentfuld kunstner som Laberiane for at skabe disse værker og denne kampagne omkring Harvey-tasken har derfor føltes helt naturligt. Vi har arbejdet længe på at forfine håndværket i denne nye del af brandet, så det føles specielt at dele det med en person, der arbejder så intenst på deres eget håndværk,” fortæller kreativ direktør i Gestuz Sanne Sehested om samarbejdet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Gestuz blev genfødt. Skarpere og mere voksen

“Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skabe unikke keramiske værker med et stort dansk brand, som jeg virkelig elsker, så dette samarbejde betyder meget for mig. Gestuz er det første modebrand, der så potentialet i mig og mit arbejde og har troet på mig fra dag ét. Derfra begyndte vi at diskutere idéer, og samarbejdet opstod meget hurtigt og nemt. Det er den perfekte blanding af mode og kunst! Og den bedste måde at udtrykke min kreativitet gennem mode på en cool måde. Det, jeg elsker ved keramik, er at skabe unikke værker. Og her er vi med Gestuz; vi har lige skabt den perfekte håndlavede keramik-taske. Jeg er så spændt på, at alle skal se det,” lyder det ligeledes fra Laberiane Ponton.

Se billeder fra kunstnersamarbejdet mellem Gestuz og Laberiane Ponton herunder.