Podcasts
A.Roege Hove til sommermodeugen

A. Roege Hove vender tilbage med nye investorer 

Når modeugen igen rammer byen til august, bliver det med genkomsten af det populære strikbrand A. Roege Hove.
Når modeugen igen rammer byen til august, bliver det med genkomsten af det populære strikbrand A. Roege Hove.

Det sendte en mavepuster igennem dele af branchen, da A. Roege Hove i slutningen af sidste år annoncerede sin konkurs. Begæringen kom på baggrund af år med umiddelbar succes: førstepladsen til Wessel & Vett Fashion Prize og Karl Lagerfeld Award for Innovation under International Woolmark Prize. Et stort samarbejde med Georg Jensen, shows under Copenhagen Fashion Week, hvor hun også var en del af deres talentprogram og generel international opmærksomhed. For hvis ikke man med den form for medvind og et unikt produkt kan bygge et brand, hvordan så?

I et interview til Vogue Business har Amalie Røge Hove efter konkursen fortalt, hvordan det hele på overfladen så så godt ud, men hvordan de gennem det meste af 2023 kæmpede for at få enderne til at mødes. “Vi var så vant til forhindringer, at hver gang vi stødte på dem, fandt vi en løsning”, fortalte hun i interviewet, hvor hun også fortæller, hvordan de kom til at punkt, hvor de til sidst ikke kunne se en fortsat vej frem.

Men trods konkursen trak det stadig i Amalie Røge Hove for at tænde strikkemaskinerne igen og – heldigvis – var der flere, der ikke kunne se på, at hendes talent og brandets innovative designidentitet gik til grunde. Derfor har Niels Eskildsen, Designer’s Remix og The Garment samt Jakob Berre Eriksen, VIA.danese, investeret betydeligt i A. Roege Hove. Med opkøbet, der betyder, at de tilsammen nu ejer totredjedele af brandet, ønsker de at understrege deres “tro på kreativ direktør Amalie Røge Hoves dedikation til at redefinere strikteknikker og skubbe de kreative grænser inden for sine egne begrænsninger og potentiale.”

De to branchedirektører går ind i brandet som aktive ejere og bringer mange års erfaring og indsigt i forhold til at drive og udvikle et relativt nyopstartet brand ind i virksomhedens ledelse. Det betyder også, at Amalie Røge Hove fremover vil kunne koncentrere sig om den kreative udvikling af brand og produkter. “Vi er glade for at kunne give mærket ny energi og være med til at forme dets rejse mod endnu større højder,” lyder det fra Niels Eskildsen, og fra Amalie Røge Hove selv lyder det:

”Jeg er meget taknemmelig for at vende tilbage til mine maskiner med ny energi og få plads til skabe indenfor A. ROEGE HOVE igen. Jeg er meget begejstret for at have så erfarne partnere ombord og ser frem til at vise forårs-sommer 2025-kollektionen i løbet af Copenhagen Fashion Week i august. Jeg har været så overvældet af den globale positiv respons på brandet, da jeg lancerede mærket for tre år siden, og er klar til bygge videre på dette grundlag for at tage mit brand til næste niveau sammen med Niels og Jakob.“