Skal du til Folkemødet? Her er 5 debatter, du skal opleve
Når Folkemødet åbner i morgen på Bornholm, bliver det med tydeligt skærpet fokus på mode og tekstil. Vi har filtreret programmet for dig, der er interesseret i emner som EU’s tekstilstrategi og modebranchens generelle klimaforbrug.I morgen drager politikere, journalister, foreninger, virksomheder og gæster af alle slags til Bornholm i anledningen af Folkemødet, der finder sted hvert år i uge 24 i Allinge. Her er intentionen at hylde den demokratiske samtale og at mindske afstanden mellem borger og beslutningstager. Det betyder et tæt pakket program med mere end 2800 events fordelt på 200 scener i løbet af tre dage.
Her kan man opleve en kaskade af talks og debatarrangementer om forskellige politiske og demokratiske emner. Og helt i takt med, at modebranchen lige nu fylder mere – både politisk og generelt – i samfundsdebatten, fylder den også mere på programmet ved Folkemødet.
Det gælder i særdeleshed emner som tekstilforbrug og klimabelastning i anledningen af EU’s tekstilstrategi, som især i morgen diskuteres af både politikere og repræsentanter fra modebranchen – vi har gransket årets program og bringer her fem debatter, der sætter tiltrængt fokus på bæredygtighed og fremtidens modeindustri.
1. Dit tøj klimasviner. Men det gør fremtidens materialer ikke
En paneldebat om fremtidige løsninger på den helt store klimaudfordring i forbindelse med tøjproduktion. Her diskuterer panelet bioteknologiens muligheder for at skabe nye former for nedbrydelige tekstiler lavet på for eksempel kompost og svampe.
I debatten deltager Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF, Thomas Brorsen Pedersen, stifter og administrerende direktør i Pond, Anders Bendsen Spohr, senior partner og head of Bioindustrial Investments i Novo Holdings, Else Skjold, lektor ved Det Kongelige Akademi, Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver for Danmarks Naturfredningsforening, og Ida Ebbensgaard, journalist og ordstyrer.
Debatten finder sted torsdag den 15. juni kl. 13.30-14.10 på BIOscenen i område G9.
2. Findes modeindustrien i fremtiden?
Det kan du høre repræsentanter fra modeindustrien diskutere ved en paneldebat torsdag den 15. juni kl. 15. Her stilles skarpt på modeindustrien med spørgsmålet om, om mode som koncept er fortid, eller hvorvidt industrien og måden, hvorpå vi tænker, fremstiller og køber mode skal ændres og opdateres, så den passer ind i en mere bæredygtig fremtid.
Det diskuteres af Cecilie Ingdal, chefredaktør på Elle, Marie Busck, CSR- og bæredygtighedschef i Dansk Mode & Textil, og Heidi Belinda Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark samt Frederikke Anthonie Schmidt, stifter og kreativ direktør i Roccamore.
Debatten finder sted torsdag den 15. juni kl. 15.00-15.55 hos Operate i område F37.
3. Tekstiler og miljø i EU
Lyt til en debat om miljøeffekter af tekstilforbrug i EU, og hvordan vores forbrug af tekstiler i Europa påvirker det globale miljø. Er implementeringen af EU’s tekstilstrategi tilstrækkelig til at gøre tekstiler cirkulære? Og hvordan står de danske brands stillet? Debatten faciliteres af Det Europæiske Miljøagentur, og blandt deltagerne er igen Else Skjold og Nikolai Klausen, direktør i Dansk Detail.
Derudover deltager Tanja Gotthardsen, rådgiver i Continual CSR, Lars Fogh Mortensen, ekspert i cirkulær økonomi ved Det Europæiske Miljøagentur, og Cecilie Uhrenholdt, facilitator ved Det Europæiske Miljøagentur.
Debatten finder sted torsdag den 15. juni kl. 15.30-16.00 hos Det Europæiske Miljøagentur i område C27.
4. Grøn mode – et luftkastel eller gigantisk potentiale?
Og hvis du er mere nysgerrig på EU’s strategi, kan du høre denne debat om Danmarks potentiale i den grønne omstilling. Her diskuteres, hvilke produkter og services vi skal leve af i fremtiden. Hvordan stopper vi overproduktion og skaber bedre rammebetingelser for vores virksomheders omstilling til den cirkulære økonomi? Og hvordan klæder vi befolkningen på, så de får mere viden om kvalitet og langtidsbrug?
Det diskuteres af Karin Klitgaard, underdirektør i Dansk Industri, Else Skjold, lektor ved Det Kongelige Akademi, Sofie Piil Grau, kandidatstuderende i Fashion, Clothing and Textiles hos Det Kongelige Akademi, Mette Hoffgaard Ranfelt, Miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, og journalist Mikkel Lind Sorgenfrey.
Debatten finder sted torsdag den 15. juni kl. 17.30-18.15 i Verdensmålenes Telt i område A1.
5. Tøjsynder? Kom og bliv klima-kæmper
Efter en tætpakket dag med klimadebatter kan du i samtale mellem erhvervsskoleelever, deres faglærere og bæredygtighedsaktivister på mode- og tekstilområdet blive klogere på, hvordan du kan leve mere bæredygtigt gennem din måde at forbruge og genbruge tøj på.
Du kan tale med Rina Lauritzen Trautner, programchef for 2030beyond, Rasmus Satto, faglærer ved FGU Hovedstaden, Esben Licht, medstifter og direktør hos Tekstilrevolutionen, Malene Høj Mortensen, public affairs-rådgiver hos Plastic Change, Tine Sonne Jørgensen, underviser ved EUC Sønderborg, samt elever fra henholdsvis beklædningshåndværk ved EUC Sønderborg og mode- og tekstillinjen ved FGU Hovedstaden.
Arrangementet finder sted torsdag den 15. juni kl. 18.30-19.15 i Verdensmålenes Telt i område A1.
Folkemødet 2023 finder sted fra torsdag den 15. juni til lørdag den 17. juni. Du kan se hele programmet her.
- No categories
- No categories
- No categories
- No categories