Kan kulissen genbruges? 15 trin til et mere ansvarligt modeshow
Et grønnere og mere ansvarligt modeshow kan være et lille, men vigtigt skridt mod en mere bæredygtig profil. Her er en tjekliste med 15 konkrete råd til næste uges show.Med blot få dage til Copenhagen Fashion Week er langt det meste ved at være på plads hos de brands, der skal holde show. Og ligesom at alle showbrands fra næste år skal leve op til en række bæredygtighedskrav for at kunne være repræsenteret på kalenderen, så skal også præmisserne omkring showet være i orden.
Men med en konkret og overskuelig guide opfordrer Copenhagen Fashion Week derfor brands til at sætte bæredygtighedsdagsordenen i centrum af showproduktionen.
“Et mere ansvarligt show kan være et lille, men vigtigt skridt. Ethvert valg betyder noget – lige fra hvordan vi designer og producerer, hvordan vi udfører vores events og modeshows, til hvordan vi taler og kommunikerer som branche. Vi skal forpligte os til at tage del i en positiv forandring,” står der i guiden.
Den byder på 15 punkter til, hvordan brands kan mindske deres påvirkning på miljø og klima, men man kan også finde råd til, hvordan man kan arbejde med sociale spørgsmål som at sikre autentisk diversitet og mangfoldighed, når de nye kollektioner skal vises på catwalken.
Brug de 15 trin nedenfor som en tjekliste til et mere ansvarligt produceret show.
1. Sponsorer og leverandører med god samvittighed
Det styrker bæredygtighedsværdier at beskæftige sig med ansvarlige samarbejdspartnere, og det fremmer langsigtede relationer at involvere sig i sine sponsorer og leverandører. Derfor gavner det bæredygtighedsindsatsen – også på lang sigt – at prioritere virksomheder, der arbejder med en ambitiøs bæredygtighedsstrategi, og samtidig skubbe på for, at de sætter handling bag ordene.
2. Fly og indkvartering
Internationale gæster og modeller er med til at skabe hype, og selvfølgelig skal de med. Men flytransport og hotelophold kommer ikke med ren miljøsamvittighed. Her kan man reducere CO2-aftrykket ved at vælge flyselskaber og hoteller med en grønnere profil og ved at udligne CO2-udledningen med klimakompensationer.
3. Mad og snacks
Hvis der skal serveres mad i forbindelse med showet, så prioritér økologiske og fairtrade muligheder for catering og gerne en vegetarisk eller endda vegansk menu. Det hjælper endnu mere, hvis man kun bruger lokale leverandører og regionale produkter og er opmærksom på emballage, så engangsprodukter for så vidt muligt undgås.
4. Engangsplast
Selvom tiden er imod engangsplast, så finder man det alligevel alle vegne. Rådet er, at man helt dropper al engangsplast, hvis man drømmer om et ansvarligt modeshow. Det gælder drikkeflasker, bøjler, beklædningsposer og andre former for tøjbeskyttere. Tjek helt generelt alle materialer brugt backstage. Vælg i stedet genbrugte, genanvendte, genanvendelige eller biologisk nedbrydelige produkter.
5. Intersektionalitet
At være inkluderende rækker ud over modelcastet på catwalken. For at det ikke kommer til at ligne en facade, lyder rådet, at mangfoldigheden også bør ses afspejlet i backstage-personalet. Det er vigtigt at sørge for at være opmærksom på modellernes fysiske evner og særlige behov og at respektere enhver religiøs eller spirituel trosretning.
6. Modeller
Der har gennem tiden været adskillige skandalesager i medierne om modellers sundhed og arbejdsforhold. For at undgå det fremover kan det være en god idé at underskrive og følge Danish Fashion Ethical Charter. Det betyder en forpligtelse til at følge de generelle regler for modellers velbefindende ved at overholde aldersgrænsen, servere en sund kost og betale løn.
7. Hår og makeup
Der findes mange miljøskadelige og allergifremkaldende produkter, og derfor er det oplagt at samarbejde med makeup- og hårstylister, der bruger naturlige eller økologiske hår- og makeup-produkter. Det er af hensyn til inklusion og diversitet vigtigt, at de desuden har erfaring med modeller af alle hud- og hårtyper. Det kan også give mening at placere fælles arbejdsstationer for at give hår- og makeupstylisterne mulighed for at dele produkter. Ligesom med modellerne kan man også her udvise ansvarlighed ved at betale en fair løn og give ordentlige arbejdsvilkår for alle på holdet.
8. Affald
Affald er et voksende problem i samfundet, og det bedste, man her kan gøre, er at minimere den mængde affald, man producerer. En lavthængende frugt er at reducere al spild, især i forhold til mad. Man kan sørge for at bestille fornuftige mængder, og skulle der alligevel være rester tilbage, kan de leveres til lokale hjemløsecentre. Man kan også samarbejde med initiativer som Too Good to Go eller Fødevarebanken. Det er en god idé at opsætte indsamlings- og genbrugsspande for at lette sortering og indsamling af affald efter showet.
9. Merchandise
Merchandise er oftest ikke need-to-have, men nice-to-have. Derfor er det oplagt at overveje at droppe det fuldstændigt. Hvis man alligevel beslutter sig for at tilbyde merchandise til medarbejdere eller gæster, kan man vælge merchandise, som er lavet af mere miljøvenlige materialer og farvestoffer. Sørg for god kvalitet, holdbarhed og lang levetid, og producér kun merchandise, der kan bruges sæson efter sæson, og som man ved, modtagerne vil gøre til en del af deres faste garderobe bagefter.
10. Goodie bags
Er goodie bags nødvendige? Selvfølgelig ikke. Men hvis de alligevel skal med, kan man holde sig til indhold fra partnere, der arbejder strategisk med deres bæredygtighedsindsats. Det har også stor værdi at overveje produkternes anvendelighed og relevans og tilskynde publikum til at give de genstande, de ikke selv vil have, videre.
11. Papir
Vi har brug for, at træerne bliver i skoven. Derfor er det, som de fleste allerede gør, oplagt at skrotte papirinvitationer og i stedet sende invitationerne ud digitalt. Undgå generelt at distribuere trykt materiale – det reducerer spild og sparer på papir og blæk. Nu hvor det meste kommunikation allerede er blevet digitaliseret, kan man desuden overveje at skifte til servere, der kører på vedvarende energi.
12. Landtransport og fragt
Det giver måske sig selv, men tag altid cyklen i stedet for bilen – når det er muligt. Hvis en bil eller varevogn lejes, så er det naturligvis bedst at vælge en elbil. Det giver også mening at vælge fragtmænd og leveringstjenester, der benytter miljøvenlige muligheder såsom cykler eller elbiler. Det samme gælder taxatjenester.
13. Venue
I forhold til lokationen for sit show lyder anbefalingen, at man bør vælge lokaler, der overholder grønne byggestandarder, og som fokuserer på brug af vedvarende energi eller implementering af energieffektiviseringstiltag. At vælge et let tilgængeligt sted tæt på offentlig transport hjælper også til at reducere CO2-udledningen.
14. Scenografi og møbler
Hav altid genbrug og genanvendelse i tankerne, når du skaber de fysiske rammer til et show. Sådan lyder rådet, der taler for, at man prioriterer produkter, som nemt kan skilles ad igen, og at man sørger for at sætte sig ind i, hvordan scenografi og møbler kan genbruges, genanvendes eller affaldssorteres korrekt. Det er også en mulighed at række ud til andre brands for at lave aftaler om at deles om produktionsudstyr og -omkostninger for på den måde at reducere den samlede miljøpåvirkning – og samtidig spare penge.
15. Kommunikation
Det sidste trin til at opnå et mere ansvarligt modeshow handler om at sørge for at formidle korrekt og præcis information om dit brands bæredygtighedsindsats. Det er vigtigt, at man fortæller om de gode initiativer for at øge den generelle bevidsthed, men man bør ikke overgøre det. Her kan du finde råd og vejledning til, hvordan man som brand kan undgå greenwashing, når man kommunikerer om sine grønne tiltag.
Kilde: Copenhagen Fashion Week