Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Fra 70’ernes badmintonbaner til 80’erne diskogulv og 00’ernes teenagefødder: Ikonisk kanvassko klar til sit tredje comeback

Kan du huske den flade kanvassko med det japansk klingende navn? Sports Group Denmark har overtaget Kawasaki-brandet og ser stort potentiale i endnu et comeback på modescenen.
Kan du huske den flade kanvassko med det japansk klingende navn? Sports Group Denmark har overtaget Kawasaki-brandet og ser stort potentiale i endnu et comeback på modescenen.

Det er nok de færreste, der kan snige sig udenom at have ejet et par Kawasaki-sko på det eller andet tidspunkt i deres liv. Om det så var dengang den genkendelige kanvassko første gang blev lanceret tilbage i 1972 som et nyt bud på fremtidens badmintonsko. Eller om det var årtiet senere, i midten af 80’erne, hvor skoen fik sin første renæssance i alle regnbuens farver – og pludselig blev fast inventar på diskotekernes klistrede dansegulve frem til starten af 90’erne. Eller sågar, da den i midten af 00’erne endnu engang blev hevet frem fra gemmerne og blev de unges foretrukne hverdagssko.

Men selvom sneakers har været den største skotrend de sidste år, er der langt imellem at spotte et par Kawasaki i det danske gadebillede i dag. Det har Sports Group Denmark dog sat sig for at lave om på. For et år siden overtog de nemlig både salget og markedsføringen af Kawasaki-brandet og planlagde i den forbindelse en relanceringsstrategi – en tredje renæssance, om man vil – der skal kulminere i foråret 2020.

“Vi vil rigtig gerne fortælle den gode historie om den danske sko med rødder i 70’ernes badmintonverden, som på én gang er vintage og moderne. Retrobølgen er stadig meget in, som man ser med mærker som Fila, Champion og Ellesse. Den hopper vi med på, når vi eksempelvis får fremstillet de allermest klassiske modeller på præcis den samme fabrik og de samme maskiner, som lavede de allerførste Kawasaki-sko i 1972,” fortæller Jan Guldbæk, der er i dag er ansvarlig for Kawasaki hos Sports Group Denmark, i en pressemeddelelse. Han tilføjer mere konkret om strategien:

“Samtidig har vi større ambitioner for Kawasaki-brandet. Det skal være et regulært brand med mere end bare én sko. Vi vil lave lædersko, løbesko, børnesko og generelt øge sortimentet. På den måde gør vi os mindre afhængige af modens luner.”

Tidlig efterspørgsel tyder på stort potentiale

Selvom det for nogen kan synes en anelse overraskende – ja måske endda usandsynligt – at Kawasaki-skoen kan klare en tredje runde i moderingen, så er Sports Group Denmark overbevidste. Ifølge Jan Guldbæk, tegner der sig nemlig allerede nu, stadig lang tid før den reelle relancering i 2020, et lovende potentiale for en ny storhedstid for den efterhånden ikoniske sko:

“2019 er gået over alle forventninger. Vi har pludselig måttet accelerere processen med at koordinere produktion, markedsføring, distribution og ikke mindst at få etableret en salgsstyrke i samtlige europæiske lande, så vi kan følge med den store efterspørgsel. Vi synes, det er fedt, at folk vil have vores sko, og det giver en god, forventningsfuld stemning, når produkterne er efterspurgt på den måde,” siger han og fortæller, at de siden overtagelsen har solgt omkring 15.000 par sko herhjemme.

Sports Group Denmark er en jysk koncern, der ejer 15 forskellige brands, herunder Endurance, Whistler, ZigZag, Cruz, Danish Apparel, Vertical og Zanier. I forbindelse med relancereingen i foråret 2020 vil de blandt andet gøre det muligt for forbrugerne at designe deres egne sko via hjemmesiden.