Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
PODCAST

Fra Frederikshavn til København til hele verden: Skall Studio 10 år

I anledning af Skall Studios 10-års jubilæum har stifterne Julie og Marie Skall besøgt Fashion Forum på lyd og talt om ambitioner, ansvarlighed og deres opvækst i Frederikshavn.
I anledning af Skall Studios 10-års jubilæum har stifterne Julie og Marie Skall besøgt Fashion Forum på lyd og talt om ambitioner, ansvarlighed og deres opvækst i Frederikshavn.

Siden Skall Studio blev etableret for ti år siden, har historien om brandet været historien om to nordjyske søstre med en forkærlighed for gode materialer og godt håndværk. Men det er også historien om to hårdtarbejdende iværksættere med en stærk vision og en kompromisløs tilgang til produkter og værdier.

“Skall er jo vores drøm. Det her med at kunne stå op hver dag og gå lykkelig på arbejde og være passioneret omkring det, vi beskæftiger os med – dét er en drøm, og det er fantastisk,” lægger Julie Skall ud, da de besøger Fashion Forum på lyd.

Og selvom Skall Studio er de to iværksætteres drøm, er de bestemt ikke kommet sovende til den virksomhed, de i dag ejer med næsten 30 ansatte og et overskud på lige knap 3.560.000 kroner i seneste regnskab. Julie og Marie Skall driver en virksomhed, hvor produkterne er i højsædet og bliver skabt med en ambition om, at være de bedst mulige, mens alle medarbejderne skal trives og kunne balancere arbejde og livet.

“Vi går ikke på kompromis. Så vi skal ikke vokse os så store, hvis ikke kvaliteten kan følge med. Det er altafgørende for os, at vores produktion kan følge med og leve op til de standarder, vi har,” fortæller Marie Skall.

“Det er ikke vækst for enhver pris. Og når vi ser tilbage, kan vi også nogle gange tænke, at det kunne godt være, at det kunne være gået endnu hurtigere, og at vi kunne have været endnu større i dag. Men der har været rigtig mange fravalg blandt andet i forhold til kunder, vi simpelthen ikke ønsker at samarbejde med, fordi der måske er for langt mellem vores værdisæt omkring, hvordan man sælger man sine kollektioner, hvad er holdningen til udsalg… sådan nogle ting,” forklarer Julie Skall om de fravalg, man ikke lige umiddelbart kan se, men som er en fast forankret del af deres værdisæt.

At de to søstre er nogen, som tænker grundigt over enhver detalje, bliver hurtigt tydeligt. Og det er ikke kun valget eler fravalget af visse forandlere, der vidner om dette.

“Der er ikke noget, der er tilfældigt. Alle materialer, farver, trim… der er virkelig tænkt over, hvorfor skal det være den her knap fremfor en anden knap. Og hvordan kan vi skabe den bedst mulige knap i det bedst mulige materiale, der er mindst muligt skadeligt for planeten,” fortæller Marie Skall.

Hør hele interviewet med Julie og Marie Skall i Fashion Forum på lyd på Spotify, Apple Podcast eller Podimo nu.