“Forza Collective er en opsummering af det håndværk, jeg lærte i Paris, den kommercielle viden fra New York og min egen æstetik"

Han har boet og arbejdet i New York, Paris og Antwerpen. Hans designkarriere tæller modehuse og tøjgiganter som Lanvin, Balmain, Christian Dior Couture og Theory. Han har arbejdet under designere som Raf Simons og Olivier Teyskens. Alligevel kan Kristoffer Kongshaug ikke huske, hvornår han nogensinde har været så nervøs og haft så meget på spil, som da han dette forår lancerede sit eget brand, Forza Collective, herhjemme i Danmark.

Og det er da heller ikke så mærkeligt. For når man efter 12 år i udlandet vender hjem med kufferten fuld af jobtitler, som de fleste designere drømmer om, men kun de færreste opnår, ja så er det, at alle kigger på en og spørger, hvad man kan. Hvad man har lært.

Eller sådan føles det i hvert fald.

Og hvad har han så lært, Kristoffer Kongshaug? En hel del. Om forskellen mellem de små designdrevne modehuse, hvor brandnavn med længder overstiger produktionsvolumen, og de store modetankere, der ligesom en motor skal skrues på og smøres de rigtige steder, så maskineriet kører lydløst og altid i accelererende fart. Han har lært at afkode den internationale modebranches mange ansigter. Om hvordan beslutninger tages i New York versus Paris versus Danmark. Men mest af alt har han lært noget om sig selv som designer. Om hvad han selv ville gøre – og ikke gøre – skulle han få muligheden. Og det har han nu.

“Forza Collective er rent personligt en opsummering af min karriere – det håndværk, jeg lærte i Paris, den kommercielle viden fra New York og min egen æstetik. Hældt ned i en blender og blandet sammen,” fortæller han, da vi mødes kort tid efter, brandet officielt blev lanceret. Vi sidder i det lille atelier helt oppe under loftet på Kunstforeningen Gl. Strand, som Kristoffer Kongshaug har fået lov til at låne til at vise et udpluk af sin første kollektion frem på tættere hold.

Det lille skæve lokale, som kun findes vej til gennem adskillelige trapper, små, lave dørkarme og et par ture igennem selve museet, føltes som at træde ind i et hemmeligt kontor. Gulv til loft-reoler dækker væggene med brune bøger, tykke, sorte mapper og fyldte kasser med påklistrede post-its. I dagens anledning står otte sortklædte giner og udgør Kristoffer Kongshaugs nye hjertebørn – en lille, såkaldt imagekollektion syet udelukkende i tykt, sortskinnende nylon. En klassisk enkeltradet blazer tilsat en knælang a-line nederdel. Brandets eget take på de allestedsnærværende cargo-bukser med snørede ankler. En oversize T-shirt-kjole med en stor, utility-inspireret lomme på venstre bryst. Ført videre over på den oversize bomberjakke. Tre cocktailkjoler – den gulvlange med empiresnit og diskret kig til brystet gennem udsnit i corsageoverdelen og “lillesøsteren,” som Kristoffer Kongshaug kalder den, med knælangt ballonskørt, åbent mavestykke og ditto udsnittede brystskåle. Og til sidst showstopperen – den helt korte, kokoon-formede kjole, hvis voluminøse top har krævet to lag vlieseline, seks lag tyl, babysilekonebånd og bølge fra søm til søm bare for at skabe illusionen af, at den svæver. Og det hele balanceret med gennemgående sports- og work wear-indslag som en utility-vest, kasket, bøllehat og et enkelt sort nylon-net. Målgruppen er 80/20 kvinder og mænd, men det er ikke det, det handler om. For Kristoffer Kongshaug er allermest optaget af at fortælle om detaljerne. Igennem lokalet flyver ord som wienerlæg, tunnelplisseringer, topstikninger, trim, gjordbånd, spænder, 3D-lommer. Alt det, der diskret skiller tøj fra mode, og som man enten er typen, der kan se, eller typen, der ikke kan. Og han kan. Det er her, hele hans stolthed som designer er syet ind med en usynlig tråd, som løber gennem hver eneste style og hele vejen igennem hans karriere.

En kollektiv indsats

Visionen med Forza Collective er, ifølge Kristoffer Kongshaug selv, at bygge bro mellem day wear, sports wear og couture – en hybrid, han selv har døbt ’Utilitarian Couture’ – og at gøre det i ét materiale. Nylon. Men ikke bare nylon. Genanvendt nylon vævet på en måde, så det næsten føles som satin, lavet af Limonta, som ligger i Lombardiet i det nordlige Italien.

“Det har været sindssygt spændende for mig at tage luksusnylon og køre ind i evening og gøre det interessant. De fleste associerer nylon med sportsbukser, men det kan mere end det. Og så vil jeg også gerne lave en garderobe, der er sæsonløs i kraft af både tekstilet og designet,” fortæller Kristoffer Kongshaug, hvis brand endnu er på et tidligt stadie. Den nuværende imagekollektion bliver snart udvidet med otte-ti mere kommercielle styles – stadig i nylon, men i farverne mandarinrød, optisk hvid og, selvfølgelig, sort. Det hele produceret i Portugal på fabrikker, som han har arbejdet med før, og som, ifølge ham, er “top notch.” De vises frem under modeugen i august i eget showroom, og derudover er resten af den foreløbige forretningsplan mere eller mindre efter bogen; to hovedkollektioner årligt, fokus på eget e-commerce, hvor kollektionen sælges lige nu, og senere også wholesale i forhåbentlig de “rigtige” butikker både herhjemme og i udlandet. Storm. Dover Street Market. Net-a-Porter. Den slags. Måske et par eksklusive samarbejder hen ad vejen.

“Det er vigtigt, at det er skalerbart, selvom det er high end. At man kan finde den samme lomme på en style, der er fire gange så dyr, som på en mere kommerciel T-shirt-kjole. At man spiller med elementerne og skalerer det ned på et kommercielt plan,” siger Kristoffer Kongshaug, der oprindeligt er uddannet fra Designskolen Kolding, hvor han tog sin afgang i 2010.

Samme år flyttede han til Paris, hvor han kom til samtale hos Yves Saint Laurent og Hermès og til sidst landede en stilling som Haute Couture & RTW Assistant Designer hos Christian Dior Couture, da John Galliano var kreativ direktør for huset. Så videre til Antwerpen og Raf Simons i 2011 som Menswear Assistant Designer – det, som han i dag kalder “den bedste professionelle oplevelse, jeg nogensinde har haft.” Tilbage til Paris, først for Lanvin og dernæst Balmain, hvor han var, helt til han i 2014 flyttede til New York og tog hul på en mere kommerciel del af sin karriere som Senior Designer hos Theory under den belgiske designer Olivier Theyskens. I 2017 startede han som Design Director for Elie Tahari, der omsætter for 300 millioner dollars om året, og hvor han “for alvor blev slynget ind i det amerikanske system.”

“Det var første gang, jeg kom ind i så store apparater. Dior og Balmain er store af navn, ja, men mængderne er jo minimale. Jeg gik fra at sidde i Paris og snakke om en knap i fem timer til pludselig at sidde med et bestseller-linesheet på 4800 units. Det var helt nyt for mig,” fortæller Kristoffer Kongshaug, der flyttede tilbage til Danmark i efteråret 2021 – ikke hjem, for han er født og opvokset i Aarhus, men tæt nok på, København. Og rygtet spredte sig hurtigt. Kort tid efter kom han i kontakt med Denise Christensen, CEO i Birger Christensen Collective. I ni måneder sad han som Design Director i huset for brandsene Rotate og Remain, før drømmen om at skabe sit eget trak for meget. For selvom han har arbejdet på Forza Collective i godt og vel et år, syede han første sting i drømmen om at få sit eget mærke for længe siden.

“Først så er man heldig at komme i gang med sin karriere. Kommer til dén by, dét firma, bliver assistent, senior designer, direktør, og så er man nået til et sted, man ikke engang kunne tænke sig til for 13-14 år siden. Og er meget taknemmelig over det. Men når man så er færdig med at være taknemmelig over det, hvad så? Jeg tror, der har været en konstant frustration over følelsen af hele tiden at blive holdt lidt tilbage. Der er stor forskel på de stillinger, jeg har været i, men i sidste ende har det altid handlet om at passe ind i et eksisterende apparat,” fortæller Kristoffer Kongshaug, der dog ikke er helt alene i Forza Collective – deraf navnet. Han har derimod startet det med tre branchekyndige partnere; fotograf Rasmus Weng Karlsen, stylist og makeupartist Mads Stig og grafisk designer Louis Montez. Selv er han CEO og kreativ direktør.

“Selvom det er mig, der er profil udadtil, så er det en kollektiv indsats. Der ikke nogen, der gør arbejdet alene. Det der med, at alle sidder og klapper af ham, der står nede for enden af catwalken, mens der står et helt designteam ude bagved, den køber jeg ikke rigtigt. Jeg har valgt de bedste partnere at have med, og de har også været indblandet og haft et say,” siger han og fortæller, at de mange år i branchen har lært ham værdien af at have et in-house team, han konstant kan trække på og dermed “have alle kompetencer samlet under en paraply.”

Bevidst dansk-udansk

Selvom Kristoffer Kongshaug har tilbragt det meste af sit voksne liv og karriere i udlandet, har han aldrig været i tvivl om, at det var i Danmark, at han skulle kaste sig over drømmen om at starte sit eget brand. Både på grund af økonomi, men også fordi København er et godt stempel at have på sig som nyt brand, mener han.

“Jeg betragter Forza Collective som et dansk brand med den coolness, København giver. Den æstetik og den laissez-faire følelse, vi deler, er meget unik. Men jeg synes også, at brandet har et outreach, der rækker uden for København, og det har altid været meningen,” siger han og fortæller, at han da også er inspireret af, hvordan andre danske designere tidligere har formået at gøre det, han forsøger netop nu.

“For mig vækker et brand som for eksempel Cecilie Bahnsen noget følelsesmæssigt, fordi hun er tro mod sin egen æstetik, hvorimod man hos andre ikke ville kunne se, hvor tøjet var fra, hvis man pillede dets label af i nakken. Det skal der også være plads til, men det er ikke det, jeg gerne vil. Jeg vil gerne have, at du skal kunne vide bare ved at se på lommen, at det er en Forza Collective-blazer. Det er meget diskret, det er jo nærmest usynligt, men tøjet skal have en stemme på den måde,” siger Kristoffer Kongshaug, der ikke er tvivl om, at der er plads til et brand som hans herhjemme på trods af, at både æstetik, håndværk – og prisen, ikke mindst – er en anelse ’udansk’ og tydeligt bærer præg af hans internationale designopdragelse. Og så er der også noget tryghed i at kaste sig over drømmen i hjemlige rammer. Også selvom den faglige stolthed var på spil, da han den 29. april for første gang ­viste sit nye brand frem i et lokale på Nørrebro i København.

“Det lyder åndsvagt, København er jo en meget mindre andedam end der, hvor jeg kommer fra, men jeg har været mere stresset over det her end de mange kollektioner, jeg nu har været med til at lave. Jeg var sådan helt barnligt nervøs, da jeg stod derude på Nørrebro og skulle præsentere for folk. Det er jeg ikke ked af at erkende. Det synes jeg på en eller anden måde også er en anerkendelse af, at jeg gerne vil levere der, hvor jeg kommer fra. Og måske er det også meget sundt,” fortæller Kristoffer Kongshaug, der siden har kunne åndet lettet op over den store velmodtagelse, som Forza Collective har fået.

“Jeg er meget glad. Rigtig glad.”