Smykkevirksomhed med raketvækst: åbner første butik i London
På bare ét år har Maanesten løftet sin bruttofortjeneste med 30 millioner og fordoblet sin bundlinje – og nu kaster de sig over et helt nyt marked. Få et kig indenfor i den nye butik her.Der har længe været fart på hos smykkevirksomheden Maanesten, men regnskabsåret 2021/22 tog alligevel væksten til nye højder. Her øgede virksomheden sin bruttofortjeneste fra 41,3 millioner kroner i 2020/21 til 70,5 millioner kroner. Et løft på mere end 70 procent. Bundlinjen er næsten fordoblet og er gået fra 13,4 millioner kroner til 26,1 millioner. Og derfor er det da heller ikke så underligt, at Maanesten-butikker for længst har indtaget de fleste gadehjørner og centre i Danmark. En strategi, der modsat andre ikke blev sænket af corona, hvor smykkevirksomheden fortsatte med at udvide porteføljen – af både medarbejdere og butikker – så de i dag har 200 ansatte og 37 butikker fordelt både herhjemme og i Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz – og nu Storbritannien. Maanesten har nemlig netop åbnet sin første butik på det britiske marked, nærmere bestemt London.
“Vi har store ambitioner om at være bredt repræsenteret på det britiske marked. Vi vil gerne have vores butikker placeret i populære områder som Carnaby i Soho, hvor vi føler, der er en god synergi med omgivelserne. Sammen med vores britiske partnere vil vi finde den rette balance mellem at blive et velkendt brand på markedet samtidig med, at vi forbliver tro mod vores oprindelige DNA og værdier,” lyder det i en pressemeddelelse fra kreativ direktør Henrik Callesen, der driver virksomheden med sin kone, Lotte Venø Callesen, som grundlagde brandet i 2010.
Maanestens nye butik har adresse i Soho på 35 Beak Street og åbnede den 10. februar 2023. Få et kig indenfor herunder: