Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk modekampagne nomineret til to filmpriser

Kortfilmen ’Jumbo Originals’, der i august blev lanceret som en del af Mads Nørgaard og Phantas nye faste samarbejde, er nu nomineret ved to internationale filmfestivaler.
Kortfilmen ’Jumbo Originals’, der i august blev lanceret som en del af Mads Nørgaard og Phantas nye faste samarbejde, er nu nomineret ved to internationale filmfestivaler.

Under titlen ’Made by Phriends’ indgik Phanta og Mads Nørgaard tilbage i august et langvarigt samarbejde, som betyder, at førstnævnte kommer til fast at bidrage til minikollektioner og kreative indspark til sidstnævnte. Og de to brands første fælles kollektion, ’Jumbo Originals’, der blev lanceret under sommerens modeuge, består både af nyfortolkede Mads Nørgaard-klassikere i overdimensionerede pasformer samt en række NFT’er. NFT’er, der under lanceringen blev introduceret i en medfølgende kortfilm. Og det er netop denne film, som nu har høstet international anerkendelse. Den er nemlig nomineret til Fashion Film Festival (FFF) i både Amsterdam og Istanbul i kategorien for årets bedste modefilm.

“Hele ideen med designsamarbejdet var at udforske den sammensmeltning, der kan opstå, når to virksomheder skaber noget sammen. Phanta bidrog med en kompromisløs, utraditionel og digitalt forankret approach og Mads Nørgaard med deres traditionsbundne design og historie. Det var vigtigt for os, at al materiale omkring samarbejdet blev afspejlet i den dybde, der lå i samarbejdet, og her er film et fantastisk redskab til at komprimere en fortælling og skabe et univers med alt godt fra begge verdener. Det visuelle univers blev etableret med filmen samt de digitaliserede accessories, som også blev brugt til styling af lookbook og kampagnebilleder,” lyder det i en pressemeddelelse fra Stinne Wilhelmsen, kreativ direktør hos Phanta, om idéen bag filmen, der er skabt i tæt samarbejde med instruktør Helene Sophie Højgaard og producer Oliver Heldmann fra 360 Production.

’Jumbo Originals’, som også er titlen på kampagnefilmen, viser hvordan de virtuelle accessories, som solbriller og støvler, spiller sammen med de virkelige styles fra kollektionen.

“Vi har sammen med Phanta og Mads Nørgaard skabt en modefilm, der foregår i et alternativt univers, der frigiver det ubevidste sinds kreative potentiale. Filmen har fokus på emner som farve, iscenesættelse, virkelighedsopfattelse, modsætninger og visuel metamorfose,” supplerer Helene Sophie Højgaard.

Filmen er blandt et større felt af nominerede modefilm fra hele verden, og afgørelsen finder sted i henholdsvis Istanbul og Amsterdam den 26. november og den 3. december 2022.

Se filmen her: