Fierce og feminine Goya
Stine Goya viste en kollektion af international klasse til den stærke kvinde, der ved, hvordan man fester, i et show, der også rummede et element af overraskelse.Stine Goya, Tap 1, onsdag den 10. august 2022 klokken 15.30.
Stine Goya satte en fed streg under, at vi nu føler os på den anden side af pandemien, da hun her til eftermiddag afholdt sit SS23-show; Glitter og pailletter, smukke farver og en kollektion, der generelt ville gøre enhver festgarderobe misundelig.
Med inspiration fra den aktivistiske og kunstneriske Riots Grrrls-bevægelse i starten af 1990’erne viste Stine Goya en kollektion, der lod grunge og femininitet smelte sammen og satte fokus på, at vi kvinder er powerfulde. For Stine Goya har altid noget på hjertet, når hun afholder show, og uanset om man kan identificere sig med mærkets farverige og finurlige univers, er det i sig selv beundringsværdigt.
Showet blev afholdt i Tap 1, hvor høje sandskulpturer fungerede som sceneudsmykning, der som de en efter en faldt sammen åbenbarede en eksplosion af pink sandkorn, som var med til at give showet ekstra energi, fordi man et øjeblik – indtil man opdagede det pink sand – var i tvivl om, om kollapset var planlagt.
Det var grunge i sin mest æstetiske form; en oversize flaskegrøn bomberjakke med shiny overflade, en kort, ternet plissénederdel med matchende bluse, den gennemsigtige, funklende mesh-kjole. Generelt glimtede kollektionen meget. Et elegant gråt jakkesæt var besat med sten og perler, mens storblomstrede, pastelfarvede kjoler var syet over med små perler. Og selvfølgelig er der ingen fest uden pailletter, og dem var der mange af, genanvendte naturligvis. De kom på en lang hvid kjole, en kort, blå og asymmetrisk kjole – et snit, der i øvrigt er nyt fra Goyas hånd – og en kjole, der lignede en farveeksplosion af pasteller var ligeledes lavet med pailletter.
Blomsterprint har altid været en stor del af Stine Goyas DNA, og dem blev vi selvfølgelig heller ikke snydt for denne sæson. Blandt favoritterne var et storblomstret jakkesæt, hvor bukserne havde store påsyede lommer, mens kjolen med 3D-effekt af påsyede blomster var en fin fornyelse af sidste efterårskollektions populære røde blomsterkjole.
Accessories er én af de ting, der også er blevet forfinet og forstærket i Stine Goyas univers gennem de sidste par sæsoner. Specielt skoene fortjente her en ekstra opmærksomhed – fra de limegrønne mesh-stilletter med påsatte rhinsten og plexiglashæle til de grove monokrome støvler i gul og lyserød såvel som de næsten futuristiske sneakers. Der var også super fine tasker og, som noget nyt, solbriller.
At Stine Goya er blevet et internationalt brand skinnede tydeligt igennem i den nye kollektion. En kollektion til kvinden der ved, hvad hun vil, og som klæder sig i modigt og udtryksfuldt tøj, og forfriskende tør stå ud blandt den minimalisme, som man ellers ser.
Se hele kollektionen her.