Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
PODCAST

Bag om Ditte Reffstrup: “Hver gang vi har holdt show, tænker jeg, nej, nej, nej, hvordan skal vi overgå det næste gang?"

Det er sommer, og du har tid til at høre podcast. Hør Ditte Reffstrup fortælle om sin opvækst i Hirtshals og vej ind i moden og succesen Ganni i første episode af vores sommerportrætter.
Det er sommer, og du har tid til at høre podcast. Hør Ditte Reffstrup fortælle om sin opvækst i Hirtshals og vej ind i moden og succesen Ganni i første episode af vores sommerportrætter.

Når Ditte Reffstrup kommer hjem til fødebyen Hirtshals, er hun stadig mest af alt ‘Bette-Ditte’, der var glad for tøj, dansede vildt og havde sin spurter på til fodbold. I København er hun, foruden at være mor til tre, vokset i rollen som ‘Ditte fra Ganni’. Ganni, som hun sammen med sin mand, Nicolaj Reffstrup, har bygget op fra at være et strikfirma til at være et af Danmarks få internationalt toneangivende brands.

“Hver gang vi har holdt show, tænker jeg, nej, nej, nej, hvordan skal vi overgå det næste gang? Men det er jo også det, der får mig til at løbe,” fortæller Ditte Reffstrup i Fashion Forums nyeste podcast om showsituationen, der minder om dengang, hun stod på fodboldbanen og ville vinde, men samtidig var vildt usikker på, om holdet nu kunne. Noget, der får Nicolaj til at kalde hende en ‘insecure overachiever’ – og som er det, der får hende til at blive ved – og blandt andet også fik hende tilbage på kontoret tre dage efter, hun havde født parrets tredje barn.

Interessen for tøj, der blev en karrierevej for hende og brandets mere end 200 ansatte, startede så tidligt, at Dittes mor måtte hive hende ud fra under sengen, hvis hun ikke kunne få det tøj på, hun ville. Men det var også den, der sikrede hende et job i den lokale tøjbutik og årsagen til, at hun rykkede til København.

“Jeg havde den her idé om, at der manglede noget ud af København. Jeg syntes, det var så ærgerligt, at når jeg var ude at rejse, så forbandt folk dansk mode med noget, der var enten meget androgynt – det svenske look – eller meget romantisk boheme. Det kunne jeg slet ikke ikke kende mig selv i eller de piger, jeg syntes var smarte på gaden. Så jeg sagde hele tiden til Nico (Nicolaj Reffstrup, red.), at jeg troede på, vi kunne lave vores eget, der repræsenterede noget andet,” fortæller Ditte Reffstrup videre i interviewet.

Hør meget mere om opstarten af Ganni, hvad der inspirerer Ditte Reffstrup i designprocessen, og hvordan hun jonglerer at være gift med sin forretningspartner, kreativ direktør i et firma, der bare vokser og vokser og mor til tre i dette ærlige podcastinterview i Fashion Forum på lyd i Apple Podcast eller i Spotify