De sociale medier som salgskanal – forstå det fulde potentiale
I ’Fashion Forum på lyd’ dykker vi i denne uge ned i begrebet social commerce og taler med Kasper Bengtson fra BeSocial om, hvad modebrands skal være opmærksomme på, når de omlægger deres sociale medier til digitale butiksvinduer.“Hvorfor ikke lade kunderejsen foregå der, hvor kunderne leder efter dig? Det er det, som er den store fordel ved social commerce. Man kan få sine produkter ud til personer det sted, de faktisk leder efter inspiration,” fortæller Kasper Bengtson, der er CEO og partner i social commerce-bureauet BeSocial.
I denne uges episode af ’Fashion Forum på lyd’ kan du høre ham fortælle, hvorfor du som modebrand bør se nærmere på social commerce og de muligheder, der findes for salg via sociale medier. Det er allerede almindeligt for brands at tagge produkter på eksempelvis Instagram, så forbrugeren med få klik kan blive ledt ind på din webshop og købe det specifikke produkt, men der er et meget større potentiale at hente, fortæller Kasper Bengtson:
“Endnu bedre – de historier, som forbrugere og influencers laver, kan også blive beriget med links til de produkter, man har i sin Instagram-shop. Især den her del med at benytte sig af influencers som shopping-partners, det er noget, som mange modebrands bør tappe ind i. I stedet for blot at betale for synlighed ovre hos influencers, så kan man vælge, at influenceren skal være shopping-partner, og så får influenceren mulighed for at tagge produkterne direkte i sine opslag.”
Nysgerrig? Så lyt til hele episoden på Spotify eller Apple Podcast.
Denne episode af ‘Fashion Forum på lyd’ er bragt i samarbejde med BeSocial.